Abonnementsartikel

Forskning i, hvordan man kan undgå at rapsplanten sender giftstoffer ud i frøene, indbringer onsdag et hold forskere fra Syddansk Universitet en særlig pris.

Danske landmænd kan i fremtiden fodre deres dyr med rapskage, uden at give dem ondt i maven og hæmme dyrenes vækst.

Det skyldes en gruppe planteforskere fra Center for Dynamiske Molekylære Interaktioner (DynaMo) ved Københavns Universitet, som med professor Barbara Ann Halkier i spidsen har udviklet en metode til at fjerne giftstoffer fra rapsplantens frø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den bedrift indbringer nu Barbara Ann Halkier og kollegaerne prisen for Årets Danske Forskningsresultat 2012, skriver Videnskab.dk.

Afstemning blandt ti projekter

Det er over 3.000 læsere, der på Videnskab.dk har stemt mellem ti forskellige forskningsresultater, og flertallet stemte på forskerne fra DynaMo.

- Det er fantastisk, at vores resultat har fået den opmærksomhed og interesse. Vores forskningsresultat er et eksempel på, at grundforskningens lange seje træk kan føre til nye opdagelser med gavn for samfundet, siger Barbara Halkier til Videnskab.dk.

Alternativ til sojakage

I Danmark laver man olie af rapsplanter, men restproduktet herfra, den såkaldte rapskage, ville være ideel til svine- og fjerkræsfoder, hvis det ikke var, fordi plantens frø er fyldt med det giftige stof glucosinolat. Barbara Halkier og kollegaer har formået at gøre frøene giftfri.

Det gør det muligt for danske landmænd at bruge rapskage som alternativ til importeret sojakage.