Abonnementsartikel

En fåreflok var skyld i, at arkæologiske lag på en gravhøj blev ødelagt - nu er ejeren dømt.

Et halvt hundrede får havde i Gørløse fået lov til at græsse på en gravhøj. Det gik dog ud over græsset og jorden på højen, og derfor er ejeren, en 44-årig fritidslandmand, blevet idømt en bøde på 7500 kroner. Det oplyser Hillerødposten.

Manden er blevet dømt for brud på Museumsloven, da han uagtsomt har gjort sig skyldig i, at Muldbjerg Gravhøj - som højen hedder - mistede en del af sit fyld "Så arkæologiske lag er blevet helt ødelagt, og arkæologisk kildemateriale er destrueret", som det hed i anklageskriftet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fritidslandmanden ville godt erkende, at fårene havde græsset på gravhøjen, som i øvrigt ikke er ulovligt. Han var dog uenig i, at fårene skulle have gjort nogen skade. Det mente en arkæolog fra Kulturstyrelsen imidlertid, og det er ud fra dennes vurdering og billedbeviser, dommen er faldet.