Planlægningen af en stor etanolfabrik i Måbjerg ved Holstebro rykker lidt nærmere i næste uge, når både Holstebro Kommune og Miljøstyrelsen sender planer i høring, der skal afdække miljø- og planlægningsforhold omkring Maabjerg Energy Concept (MEC).

Ifølge bestyrelsesformand Jørgen Udby vil Miljøstyrelsens VVM-redegørelse – en rapport, der vurderer virkninger på miljøet – blive offentliggjort den 5. december, samtidig med, at kommunen sender lokal- og kommuneplanforslag i høring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Affald og halm

MEC skal opføres ved siden af det eksisterende kraftvarmeværk og ved siden af bioenergi-anlægget, der blev sat i drift tidligere på året, og et samspil mellem de tre enheder skal årligt omdanne blandt andet 400.000 ton halm, knap 100.000 affald og 650.000 ton biomasse til 73 millioner liter bioetanol samt store mængder biogas og elektricitet.

- Vi er ved at færdiggøre vores endelige forretningsplan, så vi til april kan træffe beslutning om at detailprojektere anlægget. Det tager cirka et år, så om alt går vel, kan vi tage første spadestik i foråret 2014, siger Jørgen Udby.

Bestyrelsesformanden har haft lejlighed til at se og kommentere et udkast til den VVM-redegørelse, der bliver sendt i høring i næste uge, og den afskrækker ham ikke.

- Der vil ikke komme uoverstigelige krav. Projektet vil blive mødt med krav om, at vi skal sikre mod røg, støj og møg, men teknikken kan klare alt, så det er mest et spørgsmål om, hvilken økonomisk indflydelse, det vil få på projektet, siger Jørgen Udby.

Godkendt til industri

Maabjerg Energy Concept skal ligge i et område, som i forvejen er udlagt til industri, så selv om den lokalplan, der bliver sendt i høring i næste uge – politikerne har godkendt udkastet – giver mulighed for at bygge meget højere end det er tilladt med den nuværende lokalplan, er det ikke noget, der adskiller sig markant fra de bio- og energianlæg, som i øjeblikket ligger i den nordlige udkant af Holstebro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jørgen Udby fortæller, at det nu gælder om at få politikerne til at hjælpe MEC på vej ved at indføre krav om etanol-blanding i brændstof hurtigere end de krav, EU har fastsat.

EU opererer med 2020 som årstallet, hvor der skal halm i tanken.

- Vores ønske til Folketinget er, at blandingskravet bliver indført allerede fra 2016, så vi bevarer den føring på tre-fire år, vi har i forhold til vores projekt, og så Danmark kan beholde førertrøjen på. Vi kan kun håbe på det, lige som politikerne ikke kan garantere noget, men det ser fornuftigt ud, siger Jørgen Udby.

Maabjerg Energy Concept skal også finde finansiering til anlægget, som vil koste cirka 2,5 milliarder kroner indklusive ombygninger på de eksisterende naboanlæg, der indgår i forarbejdningen.

Lån for 1,8 milliard

Bestyrelsesformanden forklarer, at de endelige finansieringsaftaler afventer de politiske vilkår og de økonomiske beregninger, der følger af dem. Jørgen Udby vurderer, at der skal lånes omkring 1,8 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Parterne bag Maabjerg Energy Concept – det er lokale affalds- og forsyningsselskaber med halvdelen, og Dong Energy og Novozymes med den anden halvdel - stiller en egenkapital på 700 millioner kroner.

Når MEC er i drift vil anlægget erstatte fossile brændstoffer svarende til cirka 400.000 ton CO2 årligt.