Birger Primdahl og hans svigersøn har nu fået den nødvendige plads til at pelse 350.000 mink denne sæson. Det er sket på bekostning af knap 4000 slagtesvin.

Grisegrynt er erstattet med maskin-lyde i de svinestalde, som Primdahl Mink I/S op til denne pelsningssæson har indrettet til et af landets største pelserier.

Det er Birger Primdahl og svigersønnen Anders Primdahl Nørbjerg, der står bag det nye pelseri lidt uden for Holstebro, og det afløser et andet pelseri, som var presset til bristepunktet.

Fra 600 til 2000 kvadratmeter

- Sidste år pelsede vi 200.000 mink i det gamle pelseri, som egentlig er vores eget, der blev bygget til at pelse 25.000. Så det var overudnyttet. Vi havde lige så stille fået skubbet maskiner ud i hver eneste hjørne, og på den måde havde vi klemt de 600 kvadratmeter til det yderste. Det var velfungerende, selv om 200.000 skind nok var 50.000 for meget, siger Birger Primdahl.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Nu er der 2000 kvadratmeter til rådighed og kapacitet til at pelse 350.000 mink, hvoraf 200.000 også bliver tørret og tanet.

Svinegård var slidt

-Vi har haft en svinegård, der var så slidt, at det ikke kunne gå at renovere den til slagtesvin. Det er den, vi har valgt at lave om til pelseri, siger Birger Primdahl, som uden videre har bygget de eksisterende svinestalde om og indrettet det til en arbejdsplads for cirka 50 personer, som i øjeblikket pelser i to-holdsskift.

To-holds-skift på vestjysk, forstås:

- I går begyndte vi klokken halv seks om morgenen, og vi var færdige klokken et om natten. Det gik lidt hurtigere end det plejer, siger Birger Primdahl, som godt kunne pelse over 100.000 mink mere, hvis hans folk arbejdede døgnet rundt.

Mere pres før udvidelse

Birger Primdahl vurderer selv, at han og Anders Primdahl Nørgaards pelseri er blandt de fem-syv største i Danmark, og det er ikke sikkert, det skal være større.

- Jeg er godt tilfreds, hvis jeg kan udnytte den nuværende kapacitet, men set-uppet er sådan, at det er nemt at forlænge staldene. Men vi skal være klemt der, hvor vi er nu, inden vi udvider. Jeg har ingen ambition om at være blandt de største. Jeg vil være en af dem, der gør det godt, siger Birger Primdahl, der selv avler 27.000 mink årligt.

Måske fremtidig svineudvidelse

Selv om en svinegård er omdannet til pelseri,og op mod 4000 slagtesvin har forladt den gren er produktionen, har svinene slet ikke forladt selskabet.

- Vi har stadig slagtesvineproduktion med 8500 slagtesvin, og vi har også haft planer om at udvide med en ny stald, men nu har vi investeret i pelseriet, så vi har lige trukket håndbremsen, siger Birger Primdahl.