Nogle er villige til at rejse langt for at finde varer af høj kvalitet. Og den mennesketype er ikke usædvanlig at finde på Agromek 2012. Et godt eksempel er den sydafrikanske farmer Gerald Van Rooyen, som vi møder på Bredals stand.

For Gerald Van Rooyen er det ikke det første visit i Danmark, da han ved flere tidligere lejligheder har købt nye landbrugsmaskiner i Danmark - af og til under vejledning fra danske Villy Iversen, der er bosat i Sydafrika, hvor han driver virksomheden Agro Tractor House Import & Export.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når jeg har købt landbrugsmaskiner heroppe, er det som regel på grund af den høje kvalitet. Stålet på de danske varer er i top. Men netop i dag er jeg her nu mest for at kigge, siger Gerald Van Rooyen, der hjemme i Sydafrika driver en farm på 2.500 hektar.

Imens er Villy Iversen godt tilpas. Han kan tage tilbage til Sydafrika med et godt indtryk af det danske marked samt adskillige tilbud - og mange af dem er han sikker på bliver omsat til ordrer fra sydafrikanske landmænd.

- Sagen er jo den, at man i Danmark har netop de produkter, som de store landmænd i Sydafrika efterspørger. Man kan kalde dem de toneangivende landmænd - dem som gerne vil have de nyeste og mest effektive redskaber, siger Villy Iversen, der i sin sydafrikanske forretning stadig sælger danske redskaber, ligesom han forhandler Massey-Ferguson og producerer tipvogne under navnet Præstbro.

Hos Vejle-virksomheden Bredal forklarer salgschef Jacob Bangsgaard, at virksomheden normalt eksporterer op mod 85 procent af sine produkter – og mange af landbrugsredskaberne sendes til fjerne destinationer.

- Det er slet ikke usædvanligt. Ofte er det ikke ret meget dyrere at sende en container om på den anden side af kloden end op til midten af Norge, siger Jacob Bangsgaard.