Stolbrolykke Maskinstation, som også driver maskinforretning, har lavet en aftale med Deutz-Fahr om salg af de lysegrønne traktorer. Aftalen er kommet i stand på Agromek.

Når Stolbrolykke nu begynder at sælge Deutz-Fahr-traktorer kommer man ikke sovende til en stor markedsandel i området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der kører faktisk ikke ret mange Deutz-Fahr-traktorer her i området. Det skyldes nok først og fremmest, at ingen har gjort noget ved salget. Det vil vi rette op på og sørger selvfølgelig for at servicen følger med, lover Henrik Jørgensen, der som maskinstationsejer ved, hvor vigtigt det er, at maskinerne holdes i god stand.

Han fremhæver, at det er alment kendt at Deutz-Fahr er driftsikre, og blandt andet takket være et lavt brændstofforbrug og lange serviceintervaller er de også driftsøkonomiske.

- Netop brændstoføkonomien spiller en større og større rolle i driftsregnskabet, mener Henrik Jørgensen, der ved hvad han taler om, for Stolbrolykke Maskinstation bjærger og leveret årligt 10.000 tons halm til sønderjyske varmeværker, så der køres mange traktortimer og kilometer.

Samlet hos HCP

Stolbrolykke har solgt SAME i over 30 år og kender derfor meget til traktorerne fra SDF, der producerer SAME, Deutz-Fahr og Lamborghini.

For nogle år siden overtog HCP Danmark A/S SAME- forhandlingen i Danmark og repræsenterer nu alle tre mærker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver os nogle gode muligheder som forhandler. Dels har vi fået en meget stabil, men moderne samarbejdspartner, dels kan vi hurtigt tage en kunde med til Krogager og se eller prøve en af de traktormodeller, vi ikke selv har på lager. Det er en stor fordel for os, mener Henrik Jørgensen.