Abonnementsartikel
For første gang i knap ti år er der konstateret harepest i en dansk hare. Den kan smitte til svin, katte og fugle. Sygdommen er udbredt i nabolande.
DTU Veterinærinstituttet har konstateret tularæmi - også kendt som harepest i en hare fra Vestsjælland.
Bakterien kan smitte til mennesker med alvorlig sygdom til følge, og den kan også smitte svin, katte, fugle og i sjældne tilfælde hunde.
Fundet ved Saltbæk Vig
Haren, der er blevet diagnostiseret blev fundet død ved Saltbæk Vig i Vestsjælland. Det er en sygdom, der forårsager stor dødelighed hos harer og andre gnavere. Mennesker kan også blive smittet ved håndtering og indtagelse af syge dyr eller via myg og flåter med alvorlig sygdom til følge.
Det kan tage op til ti dage før der ses symptomer som høj feber, kvalme, diarré, muskelsmerter og sår på stiksåret. Sygdommen kan behandles med antibiotika.
Sidst fundet ved Odder
Harepest er almindelig i Sverige og Norge, hvor særligt jægere bliver ramt, men sygdommen er sjældent forekommende i Danmark. -Jægere skal dog være opmærksomme på små hvidlige pletter eller bylder på lever, milt og lunger hos harer, da dette kan være tegn på harepest, siger Mariann Chriél, der er dyrlæge ved DTU Veterinærinstituttet.
Sidste gang, der blev konstateret harepest i Danmark, var i 2003 i Odder.
Syge eller døde harer eller andre gnavere kan sendes til undersøgelse hos DTU Veterinærinstituttet.