Abonnementsartikel
Politikere fra både rød og blå blok er træt af det sprogbrug, nogle landmænd bruger, lød det advarende fra Kristian Madsen, formand for Dansk Gartneri.
Der er nogle landmænd, der skader deres erhverv mere end de gavner på grund af deres sprogbrug og den holdning, de udtrykker til de politikere og andre personer og organisationen uden for erhvervet.
Det konstaterede formanden for Dansk Gartneri, Kristian Madsen, da han gik på talerstolen under onsdagens delegeretmøde.
Et gratis råd
- Jeg har et gratis råd, og så må I selv om, om I bruger det. Sammenlignet med jer har vi et lille erhverv, men min erfaring er, at vi får de bedste vilkår ved at tale ordentligt til vores samarbejdspartnere, uanset om det er rød eller blå blok, sagde Kristian Madsen.
- Der er nogle her i salen, der skader Landbrug & Fødevarer, og det er helt ind i blå bolk, at man siger, om de ikke kan lære at tale ordentligt til os. Hvis I vil bakke jeres nye politikere op, så tal ordentligt. Det er ikke så svært, sagde Kristian Madsen, som dog selv har haft problemer med sit sprogbrug i forbindelse med regeringsskiftet.
Regning fra regeringen
- I begyndelsen var det svært, da regeringen kom med en regning på 110 millioner kroner og S og SF spurgte mig, hvorfor regeringen skulle hjælpe os, når vi brugte udenlandsk arbejdskraft og ikke ville betale skat. Jeg brugte mange køreture mellem København og Odense, men pludselig gav det resultat, sagde Kristian Madsen.
- Så dem, der kan tale ordentligt, skal hjælpe dem, der ikke kan, sagde gartnerformanden.