Abonnementsartikel
Arla varsler prisstigninger på mejerivarer, og forbrugerne vil mærke det inden for få uger.
Inden længe er det slut med den billige mælk i supermarkederne. Mejerikoncernen Arla har varslet prisstigninger på både mælk og andre mejeriprodukter.
Ifølge Jyllands-Posten vil prisstigningerne slå igennem inden for få uger. Årsagen er ifølge avisen den faldende globale produktion af mælk på grund af tørke i Nordamerika og Sydeuropa samt køligt vejr i Nordeuropa. Det faldende udbud har allerede medført store prisstigninger på råvarebørserne. I Europa er prisen på skummetmælkspulver steget omkring 35 procent, mens smør er steget 36 procent. Også de højere verdenspriser på mælkefedt spiller ind. Snart kan mælkeproducenterne glæde sig over en højere afregning.
Ifølge Jyllands-Posten har også høje foderpriser belastet økonomien hos mælkeproducenterne.
- Mange har reduceret den mængde kraftfoder, køerne får, og resultatet ser vi nu. For første gang i 24 måneder falder mælkeproduktionen i EU, og på grund af det lavere forbrug af kraftfoder, indeholder mælken mindre fedt, siger Kristian Svendsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer til Jyllands-Posten.
Det faldende udbud betyder, at mejerierne kan begynde at hæve prisen til detailhandelskunderne.
- Vi har annonceret prisstigninger over hele sortimentet. Størstedelen af stigningerne vil få effekt fra begyndelsen af november. På globalt plan er den generelle tendens lige nu, at udbuddet ikke helt kan følge med efterspørgslen. Derfor venter vi, at priserne også den kommende tid vil være stigende, siger direktør for Arlas aktiviteter i Danmark, Peter Giørtz-Carlsen til avisen.
For landmændene er udviklingen en glædelig nyhed, som hurtigt vil kunne mærkes økonomisk i form af en højere mælkeafregning fra mejerierne.
- Prisstigningerne har en størrelsesorden, der gør, at vi må sende dem videre til forbrugerne. Der er ikke så meget at rafle om, siger kommunikationsdirektør Jens Juul Nielsen, Coop Danmark til Jyllands-Posten