Politianmeldelsen kommer i kølvandet på, at de seks landmænd har optrådt i dagblade, i radioen og på landsdækkende tv, hvor de har fortalt, at de i protest ikke har udlagt randzoner efter 1. september 2012.

Da NaturErhvervstyrelsen adskillige gange har slået fast, at det er strafbart, bliver landmændene nu meldt til politiet. Sagerne og efterforskningen ligger nu hos politiet, udtaler Anders Munk Jensen, kontroldirektør i NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelelse. Når der i en sag er mistanke om, at der er begået noget strafbart, må NaturErhvervstyrelsen af hensyn til den enkeltes retssikkerhed ikke længere foretage yderligere kontrol. I sådanne tilfælde er styrelsen derfor i stedet forpligtet til at melde sagerne til politiet.