En forpagtningsaftale over den store, historiske gård Egebaksande i Thy kan snart blive til en købsaftale, hvor Landbrug & Fødevarers afgående formand, Niels Jørgen Pedersen, sætter sin underskrift.

Det bekræfter Niels Jørgen Pedersen over for Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er på vej til at købe, men der er ikke sat en underskrift på skødet endnu, siger Niels Jørgen Pedersen. Han håber, handlen med Nykredit går i orden i løbet af nogle uger. Nykredit overtog Egebaksande og naboengården på Kanalvej i sommer, da ejendommene trods to tvangsauktioner ikke indbragte over de 30 millioner kroner, som Nykredit havde budt.

Egebaksande har et boligareal på 714 kvadratmeter – dertil kommer en masse avlsbygninger – og 188 hektar jord, mens nabogården Kanalvej 39 blot har et stuehus på 170 kvadratmeter og 40 hektar jord til.

200 hektar

Når natur- og græsarealer er regnet fra, er der cirka 200 hektar landbrugsjord på de to ejendomme, oplyser Niels Jørgen Pedersen.

- Jeg har haft forpagtet jorden det seneste år, og jeg har nogle folk ansat, der har godt kendskab til den gamle søbund, som der er tale om. En forudsætning for at købe ejendomme er jo, at man kan få noget ud af dem, kan drive dem og få et afkast, og det tror jeg på, siger Niels Jørgen Pedersen.

Frøavl på arealet

Han vil have frøavl på arealet, hvis det ender med, at købet går i orden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Jørgen Pedersen bor cirka 16 kilometer fra de to gårde, han er ved at købe, og han har ikke planer om at flytte fra Elvinesminde.

Hvad der skal ske med de bygninger, han også overtager, er ”et godt spørgsmål” som Niels Jørgen Pedersen siger.

- Så langt er jeg ikke kommet i overvejelserne, men jeg vil undersøge, hvad jeg kan gøre ved dem. Det er gamle og forsømte bygninger, men de har en vis kulturhistorisk værdi, så jeg vil undersøge, hvilke muligheder der er for at få dem sat i stand, så de kommer til at fremstå fint igen. Lad os nu se, når det bliver virkelighed. Jeg har ikke købt endnu, siger Niels Jørgen Pedersen.

Formandsvalg

Foruden en forestående handel af et par ejendomme i Thy står han også for at overdrage formandsposten i Landbrug & Fødevarer til enten Henrik Frandsen eller Martin Merrild om et par uger.

Niels Jørgen Pedersen deltog ikke i de to tvangsauktioner, der har været holdt over Egebaksande og naboejendommen Kanalvej 39, men han har været interesseret i ejendommene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ellers dyrker man ikke jorden. Jeg ved ikke, om handlen er god, men jeg tror, at sådan som verden ser ud, er det en udmærket forretning, siger Niels Jørgen Pedersen.

450 hektar i forvejen

Han har cirka 200 malkekøer på Elvinesminde. Han ejer og driver cirka 450 hektar jord for uden de 200 hektar landbrugsjord ved Egebaksande og Kanalvej 39, han har forpagtet – og måske er på vej til at købe af Nykredit.