Syv modeller med 380-812 hestekræfter er indholdet i John Deeres nye 7080 finsnitterserie, hvor alle modeller undtaget topmodellen 7980 er født med John Deeres egen Tier fire godkendte motorer, der kører som diesel only uden add blue. Hver model fås i en standard og en intelligent version, hvor den intelligente som standard kommer med udbytte- og kvalitetsmåler, GPS samt Autoloc, som er et system, der automatisk tilpasser snitlængden til afgrødens tørstofindhold ud fra chaufførens ønsker.

John Deere har solgt tre maskiner i Danmark til majssæsonen 2012, og Lindholm Maskinstation ved Toftlund er en af køberne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi valgte en John Deere 7780i ud fra et ønske om at kunne tilbyde en ekstra service til vores kunder, og nu kan vi levere udbytte og tørstofprocent samt fire andre kvalitetsparametre på markniveau, fortæller ejer af maskinstationen Flemming Hansen.

Kernelstar knækker kernerne

Formen på den nye kerneknuser Kernelstar kan bedst beskrives som en rulle med en lang række sæt af tallerkner, der to og to er sat sammen med toppen imod hinanden. Systemet består af to ruller, der griber ind i hinanden, og på den måde opnås en samlet arbejdsbredde på 2,7 gange indføringens bredde. Det skal sikre en jævn, fuldstændig og tilstrækkelig behandling af hele den snittede afgrøde.

Modsat de traditionelle kerneknusere med flade ruller roterer kernelstar-akslerne med samme hastighed, og det reducerer effektbehovet. Afstanden mellem top- og bundrulle er ens hele vejen over, og formen på kerneknuseren gør, at den snittede afgrøde aldrig passerer et sted, hvor kontaktfladen på top- og bundrullen roterer lige hurtigt. Det bider i majsen og knækker kernerne.

Kernelstars tallerkenformede design er unikt, men man har før forsøgt sig med et lignende system, hvor de to ruller var monteret med trekantformede spidser med lige sider, men det giver ifølge John Deere ikke en tilstrækkelig ensartet behandling af afgrøden.

Affotograferer afgrøden

Harvestlab er en kvalitetssensor, som løbende måler indholdet af tørstof, protein og stivelse samt to parametre, der beskriver afgrødens fiberindhold. Kvaliteten måles ved hjælp af en såkaldt NIR-sensor, der scanner den snittede afgrødemasse med lys i det nærinfrarøde spektrum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den måde affotograferer vi afgrøden, og vi opnår eksempelvis en nøjagtighed på 0,7-1,0 procentenheder på vores tørstofmåling. Vi er faktiske nede og måle på celleniveau, forklarer Michael Bateman, der er finsnitterspecialist hos John Deere International, og fortsætter:

- Og ved hjælp af autloc-systemet kan snitteren automatisk justere snitlængden efter afgrødens tørstofindhold. Det er med til at skabe en mere ensartet masse.

Diesel only motorer

Den mindste model i serien, 7180, er udstyret med en PowerTech Plus motor på ni liter, mens modellerne 7280 til 7780 er udstyret med PowerTech PSX motorer på 13,5 liter, der opfylder Tier fire kravene uden add blue tilsætning. Topmodellen drives frem af en 19-liter Tier to motor fra Cummins.

Motorerne fra John Deere anvender samme recirkulation af udstødningsgassen og samme turbolader, som findes på de seneste R-serie traktorer. Motoren køles blandt andet af en blæser med variabel hastighed, hvilket i sig selv har reduceret brændstofforbruget med 1,4 procent og muliggjort et 5,4 procent større flow af materiale gennem snitteren.