I dag, mandag den 1. oktober, skal Skanderborg Kommunes Miljø- og Planudvalg behandle kommmunens vindmølleplan, og ejeren af Wedelslund Gods, Jesper Ungstrup Nielsen, har i den anledning bedt udvalget om at se positivt på hans vindmølleplaner.

Det kommunale udvalg overvejer nemlig at udelade godsets ønske om grøn energi i de kommunale vindmølleplaner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er meget forbavsede over, at man vil dumpe os allerede i den indledende fase. Specielt fordi meget af argumentationen mod møllerne er baseret på helt ufaktuelle oplysninger, siger Jesper Ungstrup Nielsen i en pressemeddelelse.

Han peger på, at det må være i kommunens interesse at imødekomme regeringens nationale 2020 mål om vedvarende energi.

Objektiv beslutning

I sin skrivelse anmoder Jesper Nielsen derfor udvalget om, at den endelige beslutning, om der må opstilles vindmøller eller ej, sker på et fagligt grundlag og ikke en række tilfældige gisninger.

- Vi søger mulighed for at udarbejde en objektiv VVM-redegørelse for mølleidéen, frem for at man eventuelt forkaster et visionært projekt allerede i dets fødsel, forklarer han.

I sin henvendelse til udvalget lægger Jesper Nielsen ikke skjul på, at det ligger ham meget på sinde økonomisk at fremtidssikre stedet og dets arbejdspladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt for os som ansvarlige for Wedelslund Gods og de familier, som ernæres ved godsets drift, at kunne udvikle virksomheden i en moderne retning, siger Jesper Nielsen.

Han forklarer, at arbejdspladser og lokal udvikling er afgørende elementer for at sikre vækst i et lille samfund.

40 arbejdspladser

Jesper Nielsen mener, at mølleprojektet vil generere cirka 40 arbejdspladser i etableringsfasen. Dertil kommer, at lokalområdet omkring vindmøllerne vil få mulighed for at få del i de 800.000 kroner, møllerne i kommunen vil bidrage med til den grønne fond i Energinet Danmark.

- Det giver lokalsamfundet en enestående chance for at søge midler til rekreative tiltag eller kulturelle og informative aktiviteter i lokale foreninger, pointerer Jesper Nielsen.

Banken bakker op

Bliver mølleprojektet en realitet, vil de tre vindmøller kunne forsyne 6000 husstande i Skanderborg Kommune med vedvarende energi. Og finansieringen til en samlet sum af 100 millioner kroner er også på plads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ingen hemmelighed, at landbruget helt generelt er i vanskeligheder. Derfor er det opløftende, at pengeinstitutterne er meget positive, når det drejer sig om at finansiere tiltag til vedvarende energi, siger Jesper Nielsen, der forklarer, at godsets 4.800 kvadratmeter fredede bygninger de seneste år er renoveret for godt 25 millioner kroner.

Møllemodstand

Til trods for modstand imod møllerne er interessen for køb af mølle-anparter stor, og der er forkøbsret på anparter for alle lokale indenfor en radius af 4,5 kilometer.

- Flere lokale beboer har meldt sig positivt interesserede, hvoraf en enkelt umiddelbart har udtrykt ønske om at ville købe anparter for en lille million, siger Jesper Nielsen og tilføjer:

- Jeg har respekt for, at der er forskellige meninger om vindmøller - også om hvor de skal stå, men det må være rimeligt, at beslutning om vindmøller tages på et sagligt grundlag, fastslår han.