Slagterigiganten Danish Crown får atter østarbejdere til et slagteri i Tyskland gennem den omstridte kolonnefører Ingolf Röschmann. Det skriver politiken.dk.

Det danske slagteri afbrød ellers samarbejdet med Röschmann for seks år siden, da han blev idømt et års betinget fængsel og fik en bøde på tre millioner kroner for blandt andet at have forsynet Danish Crowns slagteri i Oldenburg med illegale rumænske arbejdere.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det genoptagne samarbejde står i skarp kontrast til, hvad den danske slagterigigant bedyrede for seks år siden.

- På grund af dommen har vi besluttet at opsige samarbejdet med Ingolf Röschmann. Vi kan ikke samarbejde med en person, der ikke overholder reglerne, sagde Danish Crowns kommunikationsdirektør, Anne Villemoes, i november 2006 til Politiken.

Danish Crown forklarer om det genoptagne samarbejde med Ingolf Röschmann, at de for knap to år siden købte det tyske slagteri DS Fleisch i Essen.

- I den forbindelse overtog vi også en række samarbejdsaftaler. Dem har vi i overensstemmelse med mulighederne inden for tysk lovgivning fået gennemgået af en uvildig tredjepart, for tysk lovgivning er sådan, at vi ikke har ret til eller krav på at få detaljerne i de enkelte aftaler mellem vores samarbejdspartner og deres ansatte. Vi må ikke spørge, siger Anne Villemoes.