De seneste vintre har der mange steder været problemer med, at vinterhveden er udvintret. Det har dog været svært at danne sig et overblik over, hvad det helt præcist er, der har været afgørende for, at nogle marker er udvintret, mens andre marker har klaret skærene. Det sætter LMO fokus på ved at anlægge et stort demo-forsøg på 20 hektar.

- I foråret havde vi mange hvedemarker i vores område, der stod rigtig skidt. Vi sammenlignede såtidspunkter, forskellige sorter og forskellige etableringsmetoder, men havde svært ved præcis at sige, hvad det var der gjorde, at hveden på nogle af markerne udvintrede. Derfor laver vi nu et stort demo-forsøg, som forhåbentlig kan give os svar på nogle af de mange spørgsmål, vi stillede os selv i foråret, siger Ib Møller, planteavlskonsulent hos LMO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus på det gode håndværk

Modsat mange forsøg inden for planteavl har planteavlskonsulenterne fra LMO valgt at lave demo-forsøget på en mark, hvor jorden er meget uensartet.

- Jeg tror, at en del af de problemer vi så i foråret skyldes, at etableringen af hveden er sket på jord, hvor vejrforholdene gjorde det var svært at lave et godt såbed. Det har givet hveden en skidt start og har betydet, at den har haft sværere ved at klare sig gennem vinteren, siger Rasmus T. Møller, planteavlskonsulent, LMO.

- Vi skal tilbage til det gode håndværk. Mange landmænd har så store traktorer og maskiner, at de stort set altid kan mose maskinerne gennem jorden. Men det nytter ikke noget. Vi skal have fat i det gode håndværk, siger Rasmus T. Møller.

Hvad det præcis er, håber han, at det store demo-areal kan være med til at give svar på. Derfor vil hveden på demo-arealet blive sået med fire forskellige såsæt - og med stort set alle tænkelige tilberedninger af såbedet - også kombinationer, som kan forventes at påvirke overvintringen negativt.

- Det er ikke afgørende om maskinerne er blå eller grønne, bare de kan så, og teknikken passer til den valgte strategi for jordbearbejdning. Derfor er det bevidst, at vi har valgt et forsøgsareal, hvor jorden er meget uensartet. Det giver nemlig gode muligheder for at se, hvordan de forskellige maskiner og strategier for jordbearbejdning og etableringen påvirker hvedens vækst og evne til at klare sig gennem vinteren, siger Rasmus T. Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hveden skal hjælpes godt på vej

For at få et overblik over, hvordan startgødning, mangan og andre hjælpestoffer påvirker hvedens etablering og vækst i efteråret, behandles hveden efter forskellige strategier på tværs af såretningen.

- Sidste forår blev det ivrigt diskuteret, hvordan forskellige bejdsemidler havde påvirket hvedens overvintringsevne. Det har fået flere landmænd til at ofre ekstra penge på bejdsning i år. Vi ved dog ikke, om det har været bejdsningen eller andre forhold, der har været afgørende for, om hveden overlevede vinteren. Det håber vi, at demo-forsøget kan være med til at give svar på, siger Vibeke Fabricius, planteavlskonsulent, LMO.

Hun opfordrer landmænd og andre interesserede til at troppe op den 10. oktober klokken 10.00, hvor LMO fremviser demo-forsøget. Her bliver der mulighed for at se, hvordan det hvede - der blev sået den 17. september - har klaret sig. Ligesom der bliver mulighed for at se de forskellige maskiner i aktion, når resten af hveden på demo-arealet sås.

Demonstrationen foregår ved Viskum Hovedgaard, Østervangsvej 28, 8830 Tjele. Læs mere om arrangementet på www.lmo.dk