Siden Anker Bjerre A/S med afdelinger i Holstebro og Lemvig den 1. marts mistede forhandlingen af John Deere, har virksomheden været uden traktorforhandling til landbruget. Men fra i dag klokken 12 bliver der igen solgt både store traktorer og høstmaskiner fra Anker Bjerre.

At den nye forhandling er kommet på plads og kan offentliggøres i dag, er en ekstra gave for direktør Anders Frandsen, der netop i dag runder de 50 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anders Frandsen ejer Anker Bjerre sammen Anne Marie Kvistgaard, Per Damgaard, Børge Ørgaard og Anker Bjerre.

Praktisk erfaring

Som ung havde Anders Frandsen en drøm om at blive landmand og gennemførte også første del af landmandsuddannelsen. Men efterhånden stod det klart, at interessen for maskiner var større end trangen til at blive selvstændig landmand.

Efter elleve år på Mejrup Maskinstation tog Anders Frandsen en handelsuddannelse og blev herefter ansat hos Anker Bjerre. Planen var at han skulle arbejde med reservedele, men ret hurtigt kom han også til at beskæftige sig med salg.

- Jag har ikke en lang uddannelse og skoling i salg, men i dagligdagen og i kontakten med kunderne kommer den praktiske erfaring mig til gode. Jeg forstår hurtigt, hvad kunden mener, og har derfor let ved at afgøre, om investeringen i et nyt redskab vil give kunden det resultat, som han ønsker, siger Anders Frandsen, der ud over titlen som direktør også er sælger i Anker Bjerre.

Maskinbladet er på pletten, når Anders Frandsen klokken 12.00 afslører, hvad der er i den store pakke, og offentliggør, hvilke traktorer og høstmaskiner der i fremtiden skal sælges fra Anker Bjerre.