Bedre staldklima, mindre udledning af ammoniak, færre lugtgener og en mindre energiregning i slagtesvinestalden er blandt de fordele, der knytter sig til et nyt projekt, som bygge- og anlægsfirmaet MTHøjgaard står bag.

- Der bruges meget energi til ventilation af traditionelle slagtesvinestalde, og vi har et mål om at reducere energiforbruget med 50 til 60 procent, siger sektionsdirektør Erling Friis Pedersen fra MTHøjgaard Agri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tilføjer, at en nulenergiløsning er tænkelig på længere sigt.

Inspirationen til projektet kommer fra de gode resultater fra ventilationssystemet i en nybygget kostald, som MTHøjgaard har projekteret.

- Kostalden har kun været i funktion siden det tidlige forår, men vi kan allerede nu konstatere, at der gennemgående har været en jævn og ensartet temperatur i stalden, selv om den er 74 meter bred. Vi kan også konstatere, at gulvventilationen er meget effektiv, siger Erling Friis Pedersen.

Gulvudsugningen fanger ifølge MT Højgaard hovedparten af ammoniakken og en stor del af lugten.

Korte afstande

En stald med nærmest kvadratiske mål betyder ganske vist korte afstande, men udfordringen er at holde en jævn temperatur i hele stalden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løsningen fra MTHøjgaard går ud på at kombinere mekanisk gulvventilation med naturlig ventilation, hvor den mekaniske del trækker maksimalt 20 procent af ventilationen.

Ved at suge luften ned gennem gulvspalterne opsamles størstedelen af ammoniakken, og luften kan derefter renses i luftrensere.

Det forbedrer indeklimaet og reducerer ammoniakudledningen betydeligt.

- Udfordringen ligger i at få de to systemer til at fungere sammen. Det kræver et specielt styresystem, SmartFarm, som kun MTHøjgaard er i besiddelse af, forklarer Erling Friis Pedersen og tilføjer, at styringen skal måle og styre temperaturen, luftfugtigheden, CO2-indholdet og ammoniakemissionen.

Omkostninger holdes nede

Han forventer, at det toårige forskningsprojekt, kaldet ?Smart Vent?, vil dokumentere, at et helt nyt ventilationsprincip kan skabe bedre dyrevelfærd og lønsomhed i en ny staldtype, der samtidigt sikrer reduktion af ammoniak- og lugtemission med henholdsvis 75 og 50 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over de miljømæssige fordele mener han, at der er væsentlige forbedringer i dyrevelfærden og i lønsomheden.

- Et bedre staldklima gavner dyrenes velfærd og giver samtidigt mindre smittepres. Lønsomheden bliver bedre som følge af lavere energiomkostninger. Og ved at benytte MTHøjgaards model for fremtidens slagtesvinestald holdes byggeomkostningerne nede på et niveau, der kendes fra traditionelt staldbyggeri, uddyber han.

Forskere fra Institut for Ingeniørvidenskab under Aarhus Universitet deltager i projektet, hvor forskningsleder Anders Peter Adamsen forklarer, at universitets rolle primært knytter sig til de teoretiske udregninger af ventilationen.

- Erhvervspostdoc Li Rong bruger matematiske modeller til at beregne luftstrømmene i stalden. Derved kan hun beregne energiforbruget, og hvordan man effektivt kan lede frisk luft hen til, hvor dyrene indånder den. I en traditionel stald bliver den friske luft forurenet, allerede inden luften når hen til dyrene, siger Anders Peter Adamsen.

MTHøjgaard og Aarhus Universite er udviklingspartnere i SmartVent-projektet, som har opnået støtte fra Højteknologifonden.