Abonnementsartikel

Folketingsmedlem Henrik Høegh (V) kalder i nedenstående indlæg regeringens bevilling på 57 millioner kroner til Natur- og Miljøklagenævnet for forklædte besparelser.

I mandags præsenterede regeringen sit finanslovsudspil for 2013, hvor den bryster sig af at styrke Natur- og Miljøklagenævnet med 57 millioner kroner fra 2013-2016.

Regeringen henviser til, at der på den måde er skabt sammenhæng mellem bevillingsniveauet og sagsmængden i Natur- og Miljøklagenævnet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Dermed mener regeringen altså, at der nu én gang for alle er givet så mange penge, at Natur- og Miljøklagenævnet endelig kan komme til bunds i bjergene af klagesager.

Problemet er bare, at det ikke er sandheden.

Regeringen hemmeligholder nemlig det faktum, at pengene til Natur- og Miljøklagenævnet bliver så godt som halveret. Fra 85,6 millioner kroner i 2012 til 47 millioner kroner i 2016.

Da Venstre var i regering var vi parate til at se på, hvordan sagsbehandlingen i husdyrsager kunne indrettes smartere både i kommuner og Natur- og Miljøklagenævnet. Det havde vi tre konkrete og grydeklare forslag til i sommeren 2011. Forslag, der var udarbejdet i samarbejde med eksperter på området.

Flere af disse eksperter kaldte regeringen så på, da den i efteråret nedsatte sin famøse Natur- og Landsbrugskommission. Altså skal forslagene behandles delvist af de samme eksperter - igen. Men først i 2013 skal Natur- og Landsbrugskommissionen fremlægge sine anbefalinger. Dermed går der altså yderligere to år, før der bliver taget hånd om problemerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regeringens nølen betyder, at de ændringer, som Venstre var klar til at føre ud i livet i efteråret 2011, tidligst kommer på dagsordenen engang sidst i 2013, hvilket Venstre finder helt uacceptabelt. Og som om det ikke var nok, skærer regeringen altså nu også drastisk ned på Natur- og Miljøklagenævnet de næste år.

Dét er sandheden.

I modsætning til regeringen, anerkender vi i Venstre, at tiltagene i sidste ende betyder mindre produktion og fyrede medarbejdere. Regeringen prøver at forklæde sin politik i ord og gode intentioner. Men det er og bliver en forklædning.