Som et sidste forsøg for at få fødevareministeren til at stille randzoneloven i bero arrangerer Bæredygtigt Landbrug en mindre traktor-demonstration på Slotspladsen foran Christiansborg.

Den holdes i morgen onsdag den 29. august fra klokken 09.00 - 14.00. Det skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Med bannere samt en traktor med tilhørende auto-trailer og to store bigballer vil foreningen gøre politikerne opmærksomme på, hvor store negative konsekvenser randzoneloven vil få for dansk landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Per Faurholt Ale, souschef i NaturErhvervstyrelsen siger, at det åbne samråd muligvis kan være med til at ændre den bekendtgørelse, som fødevareministeren skal underskrive sidst i denne uge omkring randzonerne. Til gengæld er det kun Folketinget, som kan ændre selve loven om randzonerne, som allerede er vedtaget.

- Derfor vil vi lægge det optimale pres på politikerne og følge det her samråd med stor interesse. Som bekendt, så deltager både Fødevareminister Mette Gjerskov og Miljøminister Ida Auken, siger Vagn Lundsteen.