Peder Tuborgh, administrerende direktør i Arla, skal styre slagets gang i regeringens nye Vækstteam for fødevarer. Det skriver Food & Culture.

Sammen med ni andre medlemmer fra fødevareerhverv, organisationer og ministeriet skal teamet opdyrke nye vækstmuligheder for fødevareerhvervet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arla-topchefen glæder sig til sammen med de øvrige medlemmer til at se på barrierer og muligheder for vækst, og han har allerede sat et mål for teamet.

- I 2020 skal vi have øget fødevareeksporten med 30 milliarder kroner oveni i de 70 milliader, vi eksporterer i dag. Det kræver, at råvareforsyningen øges med 30 procent, for råvaregrundlaget er slet ikke stort nok i dag, siger Peder Tuborgh og tilføjer, at teamet kan blive nødt til at drosle ned på ambitionerne undervejs på møderne.

Inden marts 2013, hvor arbejdet skal afsluttes, skal vækstteamet se på barrierer for vækst i fødeerhvervet og på, om der er ensartede konkurrencevilkår i forhold til andre lande. Endelig skal innovation og forskning knyttes tættere sammen med erhvervet.