Motorerne i de to modeller er de samme som hidtil: Agco Sisu Power-motorer med SCR-teknologi på henholdsvis 276 og 360 hestekræfter. Men designet og kabinen på Fendts opdaterede C-serie modeller af mejetærskere, 5275 C og 6335 C, er til gengæld langt fra de nuværende maskiner.

Fra 2013 får maskinerne, der har fem og seks rystere, en helt ny kabine, Skyline, som på flere punkter minder om kabinen i Fendts selvkørende Katana-finsnitter. Og faktisk er der inden i kabinen også flere ligheder med Katana og flere af Fendts modeller af traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højre armlænskonsol i C-serien er nemlig langt hen ad vejen magen til konsollet på Katana-snitterne og med armlænet følger der også et lækkert kørehåndtag, der i betjening og komfort ligger lysår foran det vi har set tidligere på mejetærskerne i C-serien.

Terminalen, ja den kender du måske også. Det er selv samme nye Varioterminal på 10,4 tommer som fås i både Fendt 700 og 800-serien. Med andre ord er der altså en god portion genkendelig hed i 2013-udgaverne af C-serien fra Fendt.

Genkendeligheden viser sig også på højre side af armlænet. Her finder man en række knapper, hvor designet er taget direkte fra flere af Fendts traktormodeller. Øverst på armlænskonsollen sidder fire knapper, der henholdsvis betjener tærskeværket, skærebordet, firhjulstræk og parkeringsbremsen. Funktioner som skal bruges løbende under arbejdet i marken sidder naturligvis i det veludførte kørehåndtag.

Ingen ændringer i tærskesystem

Det udvendige design har fået et skub i den rigtige retning, og maskinerne er nu mere runde og velformede i forhold til tidligere. Indmaden med Fendts MCS Plus tærskesystem er der dog ikke rørt ved. Det består stadig af en 600 millimeter bred tærskecylinder efterfulgt af halmløfteren og yderligere en kerneudskiller. Af mindre detaljer skal dog nævnes, at soldene nu kan indstilles fra førerkabinen.

- Ligeledes har vi fået sensorer monteret på maskinerne, så piloten kan overvåge mængden af returmateriale. Det har vi ikke haft før, fortæller Gert Albart, produktspecialist på høstudstyr hos Fendt.