Byggeriet af testcentret for store vindmøller ved Østerild har givet arkæologer mulighed for at grave dybt i jordlagene under klitplantagen. Det har givet ny viden om fortidens landbrug. Det fortæller P4 Midt & Vest.

Der er fundet spor af landbrug fra to vidt forskellige tidsperioder. Den første periode ligger 2500 år tilbage på grænsen mellem bronzealder og jernalder:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På det tidspunkt har der været bosætning af bønder, som har dyrket korn i området, siger udgravningsleder Anne Louise Haack Olsen til P4.

Den anden periode med spor af landbrug i området er langt senere, nemlig fra årene mellem 1400 og 1600:

- Her har der været tale om ekstensiv kvægdrift, men denne periode med landbrug fik en brat afslutning, da sandflugten for alvor hærgede i Thy, siger Anne Louise Haack Olsen.

Som ved andre store anlægsarbejder er det bygherrerne, der skal betale for de arkæologiske udgravninger. Det har givet arkæologerne fra Museet for Thy og Vester Han Herred mulighed for at lave dybere og mere kostbare udgravninger end normalt. Og det har altså givet ny viden om fortidens landbrug, som også kan bruges andre steder i landsdelen.