Abonnementsartikel

Arbejdstilsynet har i sin årlige sommerjobindsats fokus på arbejdsforholdene for unge under 18 år. Indsatsen er i gang og kører til og med uge 32.

Arbejdstilsynet har på årets sommerjobindsats valgt at sætte særligt ind i forhold til arbejdsforholdene for unge under 18 år.

- Hvis man som ung kommer ud for en ulykke eller en overbelastning på arbejdet, kan det komme til at præge resten af ens arbejdsliv og måske betyde, at man kommer til at stå uden for arbejdsmarkedet. Desuden er de unge fremtidens arbejdskraft, og derfor skal vi passe på dem. Arbejdstilsynet er med sommerjobindsatsen med til at sikre, at unge under 18 år får en god start på arbejdslivet, siger Jens Yde Dissing, tilsynschef i Tilsynscenter Syd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ansvaret for at sikre de unges arbejdsforhold er arbejdsgiverens. Men også forældrene kan hjælpe med at sikre, at unge under 18 år arbejder efter reglerne, fortæller Jens Yde Dissing:

- Grundlæggende er det arbejdsgiverens ansvar at instruere og oplære de unge og sikre, at de kun sættes til arbejde, de må udføre og kan magte. Når det er sagt, kan man som forældre sikre sig, at de unge under 18 år får en ansættelseskontrakt, som man som forældre skal underskrive. Det er også godt, hvis forældrene sætter sig ind i reglerne for, hvad unge under 18 år må arbejde med, og snakker med de unge om det, siger Jens Yde Dissing.

Udvalgte brancher

Arbejdstilsynet er specielt på udkig i brancher, hvor unge arbejder sent, og hvor der ikke nødvendigvis er voksne til stede.

Det kan betyde, at den unge står alene med for eksempel maskiner, som han eller hun ikke må bruge. Alt sammen forhold, som vil være i centrum for tilsynsindsatsen:

- Når vi går ud på sommerindsatsen, så vil vi netop gå ud i de brancher, hvor vi ved, at der er mange unge ansat. Desuden kommer vi på de tidspunkter af døgnet, hvor vi ved, at problemerne kan opstå. Målet er at sikre, at arbejdsgiverne overholder reglerne om, hvad unge under 18 år må og ikke må, for kun på den måde kan det sikres, at de unge ikke rammes af arbejdsskader, siger Jens Yde Dissing.