Abonnementsartikel
Danske Landbrugsmaskinfabrikanter og Agromek får Allan Pedersen som ny direktør
41-årige Allan Pedersen overtager stolen efter Jan Tjørnelunde Pedersen og bliver direktør for DLMF og Agromek.
- Jeg er både glad for, og ydmyg over, at jeg er valgt til at overtage stafetten efter tidligere direktør Jan Tjørnelunde Pedersen. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, og vil gøre mit yderste for at leve op til tilliden, siger Allan Pedersen, der har første arbejdsdag den 1. august.
Allan Pedersen er uddannet HD-A og markedsøkonom og har tidligere i en årrække været direktør i H. C. Petersen Danmark A/S, ligesom han har ledererfaring fra Thyregod A/S og Dal-Bo A/S. Det seneste år har han som selvstændig konsulent rådgivet leverandører til landbruget om salgs-, markedsførings- og kommunikationsarbejde.
Stor organisation i ryggen
Samtidig med direktørskiftet bliver Danske Landbrugsmaskinfabrikanter (DLMF) foreningsmedlem af Landbrug & Fødevarer.
- Vi er meget optaget af, hvordan vi i DLMF bedst servicerer vores medlemmer, og vi har i længere tid været i god dialog med L&F om fordelene ved et tættere samarbejde, siger Sten Andersen, formand for DLMF.
- Vi føler, at vi med foreningsmedlemskabet af L&F, der giver vores direktør en stor organisation i ryggen, har sikret det bedst mulige udgangspunkt for, at medlemskab af DLMF bliver endnu mere attraktivt fremover.