Abonnementsartikel
Dansk Blåkvæg har overhalet Limousine og Simmental, som tidligere har været de mest anvendte.
Dansk Blåkvæg har overhalet Limousine og Simmental, som tidligere har været de mest anvendte kødkvægsracer til inseminering.
Pr. 1. juni 2012 er sædforbruget af Dansk Blåkvæg de seneste 12 måneder steget med 102 procent til godt 13.000 insemineringer. Over 90 procent af al BLÅ sæd bliver brugt til malkekøer. Resten af sæden bliver anvendt til køer af andre kødkvægsracer, mens godt en procent bliver brugt til de forholdsvis få BLÅ køer i Danmark.
- Mælkeproducenternes betænkelighed ved vanskelige kælvninger efter inseminering med BLÅ er helt væk. Det mærker jeg helt klart, siger Lars Thede, Blåkvæg Danmarks formand. Han sidder også i VikingDanmarks Avlsforum for Jersey og møder mange mælkeproducenter.
Han fortæller, at der aldrig har været kælvningsproblemer ved krydsning med BLÅ, men tidligere tiders snak om kejsersnit hos BLÅ har siddet i baghovedet hos mælkeproducenterne.
- Vi tilbyder sæd af tyre, der beviseligt giver lette kælvninger. I Blåkvæg Danmark gør vi fortsat en målrettet indsats for nemme kælvninger hos BLÅ køer, og det er i den grad lykkedes for os, i det vi de seneste fem-seks år har ligget klart under vores mål for få kejsersnit. Jeg tror, den tid er forbi, hvor BLÅ har flest kejsersnit blandt kødkvægsracerne, siger han.
Vigtigt med lette kælvninger
Avlsrådgiver Mogens Stendal fortæller, at han får mange positive meldinger om krydsningerne, som kaldes BLÅ-X kalve.
Producenterne, og det er såvel mælkeproducenter som slagtekalveproducenter, peger entydigt på en række forhold, hvor BLÅ-X kalvene udmærker sig positivt i forhold til krydsninger med andre racer.
For mælkeproducenten er det vigtigt med lette kælvninger, og det er en givtig sidegevinst, at drægtigheden er op til en uge kortere end ved inseminering med visse andre kødkvægsracer. Derved kommer koen hurtigere til at levere mælk til tanken.
Også med hensyn til foderforbrug gør BLÅ-X det bedst af alle. Mogens Stendal henviser til resultaterne fra individprøven, hvor BLÅ tyre som gennemsnit har det klart laveste foderforbrug per kilo tilvækst.
Til landsskuet i Herning den 5-7 juli udstilles flere BLÅ dyr end i mange foregående år, men Blåkvæg Danmark udstiller også BLÅ-X kalve - krydsninger mellem BLÅ og RDM, Holstein henholdsvis Jersey.