Kan det virkelig passe, at danskerne igen skal til at bo under stråtag i huse med bindingsværk?

- Hvis ja, er vi selvfølgelig klar til at tage fat på den opgave med vores i alt 5.900 dygtige medarbejdere, der skaber en årlig omsætning i omegnen af 11,5 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det siger Bent Juul Jørgensen, branchedirektør Danske Maskinstationer og Entreprenører og Michael Husfeldt, branchedirektør Dansk Maskinhandlerforening

600.000 hektar bliver vandlidende

- Vi er af den opfattelse, at det er særdeles vigtigt, at der fortsat er beskæftigelse til hver eneste af vore medarbejdere og gerne langt flere i fremtiden. Vi tvivler på, at der er nok beskæftigelse til dem i fremtiden, efter at et flertal i folketinget med de tre regeringspartier og enhedslisten for nylig vedtog endnu flere love om bræmmer og vandplaner, siger Bent Juul Jørgensen og Michael Husfeldt.

- Virkeliggørelsen af denne lovgivning betyder, at 63.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift, og yderligere omkring 600.000 hektar bliver så vandlidende, at det meget store areal bliver umuligt at dyrke som hidtil.

- Det sidste sker, fordi 7.000 kilometer vandløb ikke længere skal vedligeholdes - et arbejde, som medarbejdere og maskiner fra vores brancher i høj grad har bidraget til at udføre.

- Skal vi se det positive i den nye lovgivning, kan vi godt se, at disse arealer måske egner sig til dyrkning af tagrør, siger de to sarkastisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tagrør giver meget beskæftigelse

De to branchedirektører fortsætter den sarkastiske tone:

- Etablering, vedligeholdelse og høst af den nye landbrugsafgrøde giver selvfølgelig medarbejdere og maskiner ny beskæftigelse i takt med, at den hidtidige landbrugsproduktion forsvinder - hvad enten den var konventionel eller økologisk.

- I Yderdanmark har stråtage selvklart den fordel, at de er arbejdskrævende at lægge op, de brænder oftere end andre tage, og dermed giver de mere beskæftigelse end hårde tage.

Men Bent Juul Jørgensen og Michael Husfeldt mener ikke, det er en farbar vej:

- Vi har den holdning, at moderne landbrug, der laver fødevarer, foder til husdyrene og energi, er en langt bedre løsning end at spole tiden tilbage til Morten Korch og den tids benhårde ”romantik”, fastslår de.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De mener også, at der bør være pligt til optimalt at udnytte den resurse, som landbrugsjord udgør.

- Vores ærinde er selvklart ikke, at landbruget skal have frikort til at behandle miljøet efter forgodtbefindende. Det sker heller ikke. De mange dygtige danske landmænd har allerede tilpasset deres driftsform, så de tager store miljøhensyn - hvad enten de er konventionelle eller økologiske landmænd, mener de to branchedirektører.

Faglig dokumentation mangler

- Fakta er, at der mangler dokumentation for, at de nye tiltag overhovedet giver et bedre vandmiljø, mener Bent Juul Jørgensen og Michael Husfeldt.

- De danske politikere fra de røde til de blå tør åbenbart ikke stå fast på, at der skal være en solid faglig dokumentation for at gennemføre indgribende lovgivning som den, der nu er gennemført.

- Efter vores opfattelse drejer de som vejrhaner efter mediernes falbelader og folkevindene for at beholde deres taburetter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De glemmer helt, at landbruget giver en masse beskæftigelse - ikke mindst i Yderdanmark.

- Har vi i Danmark råd til at smide landbruget og dets beskæftigelse ud med vandplanerne og bræmmerne, spørger de to branchedirektører.

- Vi mener nej og appellerer derfor til, at de retssager, der nu er anlagt af to foreninger, får opsættende virkning på lovenes ikrafttræden.

- Danmark har efter vores opfattelse ikke råd til at spille hasard med både beskæftigelse og indtjening på en så forkert faglig baggrund, fastslår Bent Juul Jørgensen og Michael Husfeldt.