Hold det enkelt.

Så klart kan strategien hos mælkeproducent Tage Frydendahl Krab udtrykkes. Sammen med sine to faste medarbejdere og seks skoledrenge forsøger han altid at finde lette og tidsbesparende løsninger på udfordringerne på bedriften Frydendahl, som ligger ved Gram.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vores indsats skal kaste mest muligt af sig, uden at vi binder for mange penge i noget, og uden at vi går i gang med projekter, vi ikke har tid til, siger han.

Kviehotel var den billige løsning

Den strategi kan blandt ses ved opdrættet. Seks uger gamle bliver kviekalvene sendt på kviehotel, og halvanden uge før kælvning kommer de tilbage til Frydendahl. Udliciteringen giver god mening økonomisk for Tage Frydendahl Krab, som i sin tid kunne udvide antallet af køer, fordi kvierne ikke skulle opstaldes.

- Det var en bedre forretning for os at få flere køer end at have kvierne gående, fortæller han.

I begyndelsen solgte han alle kalvene fra og købte i stedet kælvekvier ind, men da han fandt et kviehotel, valgte han den løsning.

- Jeg tror ikke, der er mange, der har regnet på, hvad det koster at have kvierne gående, og hvad de får ud af det. Hvis man skal til at bygge ny stald til kvierne og købe jord ind, så er det i hvert fald billigere at sende dem på kviehotel, siger Tage Frydendahl Krab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så nemt som muligt i marken

Også på de 127 hektar landbrugsjord bærer arbejdet præg af en rationel strategi.

- Vi har en maskinstation til at klare langt det meste markarbejde. Vi sprøjter selv og pløjer en smule, men resten er maskinstation. Det er selvfølgelig en dyr post, men det er jo også dyrt at have en stor maskinpark, siger han.

Han giver ikke meget for store "konsulent-tanker" om, hvordan han skal få topudbytter ud af en hel masse planer, som han alligevel ikke har tid til at gennemføre.

- Vi arbejder selvfølgelig altid på at få topudbytte, men det skal gøres enkelt. Jeg skal ikke have en masse forskellige slags græs, og jeg kunne aldrig drømme om at sprøjte tre majsmarkeder med tre forskellige slags sprøjtemidler - heller ikke selv om ukrudtet er forskelligt. Konsulenten må sørge for at sammensætte noget, der kan bruges på det hele. Det er måske ikke alt for miljøvenligt, men det er simpelt, siger Tage Frydendahl Krab.

Han laver ensilage af både græs og majs og indkøber både protein, roepiller og kraftfoder. Ved at indkøbe 30 ton af hver får han rabat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde en lade, der var for lille til grovfoder, så vi byggede en plansilo. Nu bruger vi så laden til at opbevare de store mængder indkøbt korn.

Fodrer kun om morgenen

Fodring foregår kun én gang i døgnet.

- Det klarer vi om morgenen, og så er vi færdige med det. Det kan godt være, at det går ud over ydelsen, men man kan også sætte både det ene og det andet i værk for at hæve ydelsen uden at få det helt vilde ud af det. Vi fokuserer i stedet på at få mest muligt ud af den indsats, vi lægger i det, siger Tage Frydendahl Krab.

Han arbejder i øjeblikket på at forbedre besætningen ved rotationskrydsning. Køerne, der primært er SDM, bliver krydset med RDM, montbelliard og jersey.

- Jeg er fuldstændig ligeglad med, om køerne er renracede. Vi går efter at krydse dem med dyr, der har stærke ben, fordi vi har haft en del problemer med klove, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der kommer en klovbeskærer forbi Frydendahl en gang om måneden, og hver uge beskærer medarbejderne selv de problematiske køer.

Vil gerne udvide stalden

Stalden er indrettet med fast gulv med skraber og madrasser i sengene, og Tage Frydendahl Krab overvejer, om nogle ændringer kan belaste køerne mindre.

- Jeg går med planer om at udbygge. Man kan måske belaste nogle af holdene mindre ved at give mere plads til køerne. I 2016 skal vi have en seng pr. ko på grund af loven om hold af malkekvæg, så en udvidelse er nødvendig under alle omstændigheder, siger han.

Han barsler med mange forskellige ideer, der skal inddrages i byggeplanerne, men det hele skal på plads, før byggeriet kan gå i gang.

- Vi skal ikke til at bygge flere gange. Så alle vores ideer til ændringer skal tænkes ind i byggeplanerne, så det kan ordnes på én gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de planlagte ændringer er, at fortanken til gylletanken ikke længere vil være stor nok, efter at Tage Frydendahl Krab har meldt sig til biogas.

Stort potentiale i biogas

Biogas-projektet nær Gram er ikke en realitet endnu, så Tage Frydendahl Krab regner med at kunne nå at bygge om, før han skal begynde at levere gylle til anlægget.

Han glæder sig meget til at blive en del biogas-projektet.

- Det er en fantastisk ide med biogas. Det giver mulighed for at udnytte gyllen bedre, gyllen lugter mindre, og vi får gyllen retur i den beholder, vi gerne vil have det i, siger han.

Markerne, der hører til Frydendahl, ligger spredt over et større område, så det sparer en del ressourcer, når gyllen kan leveres til beholdere, der ligger tættere på marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi bruger en del tid og penge på transport af gyllen i dag. Det kan vi spare, når vi er tilmeldt biogas. Men først og fremmest er jeg glad for, at vi kan spare vores naboer for noget af lugten fra gyllen, siger han.

Frydendahl ligger lige i udkanten af byen.

Tage Frydendahl Krab har i år 25 års jubilæum som selvstændig landmand.

- Jeg elsker det. Jeg tror i det hele taget, at flere er glade for at være landmænd, end de selv går og tror. Vi tænker jo på det hele tiden - og det ville man ikke gøre, hvis man ikke kunne lide det, siger han.