Holstebro-virksomheden Hunsballe Frø deltager i januar 2013 i husdyrmessen NutriFair med et særligt fokus:

- Før nytår skiftede vi salgsstruktur, så vi i stedet for at sælge gennem forhandlere nu primært afsætter direkte til landmændene gennem vores netbutik, fortæller produktchef Betty Schmidt og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har vi naturligvis et behov for at fortælle vidt og bredt, og der ser vi NutriFair som et helt oplagt forum, hvor vi kommer tæt på slutbrugerne og beslutningstagerne. Vores hovedsegment er besætninger med malkekvæg, men vi samarbejder også med svineproducenter og planteavlere.

Hunsballe Frø har tidligere haft en lidt tilbagetrukket udstillingsprofil, fordi det netop var forhandlerne, der var i fokus. Men med det nye selvstændige salgskoncept glæder Betty Schmidt og hendes kolleger sig til under eget flag at få masser af landmænd i tale under NutriFair.

Hos Messe C Fredericia, som arrangerer NutriFair, er man glade for at byde Hunsballe Frø A/S velkommen:

- Hunsballe har igennem mere end 90 år udviklet og forædlet produkter, så firmaet passer perfekt ind i NutriFairs profil som en højt specialiseret fagmesse, siger Peter Sunesen, projektleder i Messe C Fredericia.