Optimismen spirer i det vestlige Jylland, hvor den økologiske mælkeproducent Preben Bagge nu vil forlænge sin stald, så der bliver plads til 40 årskøer mere.

Dermed kommer antallet af malkekøer op på i alt 125 stykker, da stalden på Højlund, som Preben Bagges gård hedder, i forvejen huser 90 køer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forlængelsen af stalden bliver på omkring 800 kvadratmeter, og for at imødekomme de øgede gyllemængder vil en gylletank mere se dagens lys.

Desuden skal der etableres yderligere 70 sengebåse.

Har lejet mere jord

Preben Bagge håber ikke, at finansieringen bliver problematisk, idet hans bank ser positivt på udvidelsesplanerne, der ifølge Preben Bagge løber op i et par millioner kroner.

- Nu venter jeg på byggetilladelsen, og så kan vi forhåbentlig snart komme i gang, siger han.

Harmoniarealet til udvidelsen balancerer ved, at han vil leje mere jord ind. I øjeblikket driver han 160 hektar, hvoraf de 90 er forpagtet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da mælkekvoterne forsvinder i 2015, vil Preben Bagge lade være med at købe flere kvoter. Han overvejer samtidigt at udvide sin besætning med sit eget tillæg i stedet for at købe dyr.

- På den måde vil der gå nogle år, inden besætning er fuldtallig, siger han.

Malkestalden, som er en sildebensstald, forbliver, som den er, og Preben Bagge regner også med, at fuldfoderblanderen - en Nolan på 20 kubikmeter - kan klare de større mængder foder.

- Ellers må vi jo lave en blanding mere, tilføjer han.