Det kan være tidskrævende at finde den rigtige strømaskine til bedriften, og derfor har JB Maskiner valgt at specialisere sig på området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den lille virksomhed, som man finder i idylliske omgivelser tæt ved Simested Å i Midtjylland, ejes af Jytte og Bjarne Madsen, og de har i fællesskab fundet et udvalg af strømaskiner, der kan tilpasses de fleste bedrifter.

- I dag er strøelse ikke kun halm. Der findes en mængde forskellige strøelsesmaterialer, så det gælder om at finde den maskine, der egner sig bedst til den type bedrift og den staldindretning, man har. Mange gange har folk ikke tid til at køre rundt og se, hvad der er på markedet, så derfor har vi valgt at specialisere os, så kunderne kun behøver at komme et sted, siger Bjarne Madsen.

Han importerer og sælger strømaskiner fra England og er forhandler af den danske Skovbo strømaskine.

I staldene kan interesserede se strømaskinerne i aktion, og det er også her, at nye produkter bliver afprøvet.

- Vi sælger ikke noget, som vi ikke selv har afprøvet, fastslår Bjarne Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det sker jævnligt, at han finder på at forbedre maskinerne, hvis de under afprøvningen ikke helt lever op til hans krav.

Bjarne Madsen får positive tilbagemeldinger fra sine leverandører, når han finder noget, der kan forbedres.

- Den engelske konstruktør af strømaskinen Spread-A-Bale er landmand lige som jeg selv, så han er meget lydhør over for vores ønsker, fortæller Bjarne Madsen.

Håndterer alle slags baller

Den selvlæssende Spread-A-Bale kan håndtere alle slags baller på op til to meter, og Bjarne Madsen har i løbet af to år solgt 25 af dem.

Mens den engelske strømaskine er temmelig stor og pladskrævende, sælger JB Maskiner også en mindre, dansk strømaskine, der kan sættes på en minilæsser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skovbo strømaskinen kan håndtere både minibigballer og kvadrantballer, forklarer Bjarne Madsen.

Også engelske AG er repræsenteret med spredere i mange størrelser til savsmuld og tørdesinfektionsmidler.

Udover salg af maskiner har JB Maskiner to montører ansat, og de har specialiseret sig i reparation og service af majssåmaskiner og sprøjter.

Maskiner har altid haft Bjarne Madsens store interesse, og han har selv bygget en såmaskine til direkte såning, længe inden teknikken vandt udbredelse herhjemme.

- I dag kan vi se, at der kører maskiner rundt, der ligner vores på en prik, siger han og tilføjer, at pløjefri dyrkning er blevet praktiseret i 10 år på ægteparrets bedrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre struktur i jorden

De sandede jorde i det bakkede terræn omkring  Simested Å er ikke særlig velegnet til pløjning, mener Jytte og Bjarne Madsen.

- Når der ikke pløjes, får man en bedre struktur i jorden, siger de.

Og Jytte Madsen har blandt andet lagt mærke til, at blandt de mange arter af orm findes der nogle, der går ned til 70 centimeters dybde.

- Hvis man pløjer, ødelægger man deres gange, og så tager det lang tid for ormene at få genetableret gangsystemet, fortæller hun.

Området er omfattet af Natura 2000-planerne, og det betyder, at gårdens gade som produktionsejendom er talte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er nok den sidste generation, der kan drive landbrug her, siger Jytte Madsen.

Hun passer besætningen med de 70 SDM-køer og har en enkelt medhjælper til malkningen, der foregår i en malkegrav.

At man er med på noderne ses af, at Jytte og Bjarne Madsen har bygget et wellness-center ude på marken. Ikke for at de selv skal slappe af, men for at kvier og goldkøer skal få noget luft og motion. Og i den runde bygning kan dyrene slappe af i halmstrøelse, inden de skal tilbage i stalden.