Spar Salling og Sparekassen Østjylland er de to seneste pengeinstitutter, der har måttet bukke under, som følge af at dansk landbrug befinder sig i en voldsom økonomisk krise.

Men ifølge Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug, så vil langt flere banker bukke under i de kommende år som følge af massive nedskrivninger på værdierne i landbruget.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- De bankkrak, vi har set indtil videre, er kun toppen af isbjerget. Der vil komme en dominoeffekt, hvor små banker på landet med tætte relationer til det lokale erhvervsliv vil få det meget svært, og vi ser allerede nu den direkte konsekvens af den store gæld i landbruget som rente- og bidragsstigninger i bankerne, siger Vagn Lundsteen.

Kvælstofkvoterne koster

Vagn Lundsteen mener, at de seneste 25 års investeringer i forbindelse med vandplanerne har kostet dansk landbrug dyrt i tabt konkurrenceevne, og han nævner specifikt at kvælstofkvoterne alene har kostet danske landmænd tre milliarder kroner om året, siden de blev indført. 

- Derudover kommer andre tiltag, som kollegerne i de øvrige EU-lande ikke skal leve op til, så som slæbeslanger til udbringning af gylle, pesticidafgifter på 200 kroner pr. hektar og i særdeleshed harmonikravene, der eksempelvis tillader 2,3 dyreenheder per hektar i Holland og blot 1,4 i Danmark. Et forhold som har betydet en himmelflugt for jordpriserne i Danmark, siger Vagn Lundsteen.

På trods af de restriktioner, der allerede nu ligger i vejen for dansk landbrug, så har landbruget ifølge Vagn Lundsteen stadig det værste i vente.

- Når vandplanerne træder i kraft, og den øgede vandstand i vandløbene starter forsumpningen af Danmark, så vil det medføre, at det bliver urentabelt at dyrke jorden i store områder. Så snart vandløbene stopper til og drænanlæggene mister deres effekt, så vil det, ifølge Bæredygtigt Landbrugs beregninger, koste 75 mia. kroner i tabte værdier, siger han og fprtsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er altså et beløb, som bankerne kan se frem til at nedskrive værdien af landbrugskunderne med de kommende år, og det vil slå bunden væk under en lang række af de små banker i landdistrikterne.