I hele landet blev de økologiske malkekøer i weekenden sluppet på græs for første gang efter en lang vinter i stalden.

Præcis klokken 12.00 blev staldportene på 68 økologiske gårde over hele landet åbnet, og køerne sprang ud på marken i en hoppende forårsdans. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevareminister Mette Gjerskov deltog i forårsfestlighederne på Stensbølgård i Kirke Hyllinge på Sjælland. 

- Jeg kommer til Økodag, fordi jeg gerne vil bakke op om økologien. Det betyder rigtig meget for mig, at økologi også betyder mere dyrevelfærd, og det er dyrevelfærd, når køerne kommer på græs. Og så er det jo en fantastisk lejlighed til at tage min fireårige niece i hånden og komme ud og se nogle glade køer, siger Mette Gjerskov, som glæder sig over, at så mange danskere på Økodag kommer ud og ser økologien i virkeligheden.

På Stensbølgård i Kirke Hyllinge var 10.000 danskere fortrinsvis fra hovedstadsområdet mødt op for at byde de 120 malkekøer velkommen udenfor.

- Økodag bekræfter mig i, at økologi er den rigtige vej frem, og at økologi virkelig har potentiale og kan blive endnu større i Danmark, end det er i dag, siger fødevareminister Mette Gjerskov. 

Alle økologiske køer er garanteret at komme på græs og går ude i hele sommerhalvåret. Køer, som kommer på græs, lever længere.