Fire folkevalgte fra Landbrug & Fødevarer og fire folkevalgte fra Bæredygtigt Landbrug med formændene Niels Jørgen Pedersen og Flemming Fuglede Jørgensen i spidsen satte torsdag eftermiddag hinanden stævne. Stedet var Hotel Radisson Blue Royal i København, som ligger lige over for Axelborg, og dagsorden var nok primært at se hinanden an, efter at man i lang tid har udkæmpet verbale kampe i medierne.

- Det var et godt og konstruktivt møde. Vi snakkede meget om kvælstof og kvælstofindsatsen, og vi er meget enige om, at vi gerne vil have regnet på effekten af tiltagene, inden nye tiltag sættes i gang. I Landbrug & Fødevarer har vi en forventning om, at det arbejde vil blive gjort i Natur- og Landbrugskommissionen, sagde formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, da han og kollegaerne fra Landbrug & Fødevarer kom ud af mødelokalet en halv time før Bæredygtigt Landbrugs folk og hurtigt forlod hotellet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den ventende presse fik dermed hverken gruppebillede eller fælles kommentarer fra de to organisationsformænd.

Selvom Niels Jørgen Pedersen gjorde sig umage for at understrege, at det havde været et godt møde, og at der var basis for at mødes igen, lurede en uenighed i kulissen.

- Jeg er skuffet over, at Landbrug & Fødevarer ikke ville være med til at udsende en fælles pressemeddelelse, hvor vi opfordrer regeringen og folketinget til at lade de gældende vandmiljøplaner evaluere af internationale forskere, sagde Flemming Fuglede Jørgensen og fortsatte:

- Landbrug & Fødevarer vil afvente Natur- og Landbrugskommissionens arbejde. Det vil vi ikke - der skal ageres nu. Vi vil anmode politikerne om, at randzonelovgivningen trækkes tilbage, at Grøn Vækst-pakken nulstilles, og at alt bliver evalueret af internationale forskere. Med de tal, vi har fra vandmiljøplan II og III, mener vi at kunne bevise, at planerne ikke har haft nogen effekt.

Han erkender, at en international undersøgelse vil tage tid - måske også længere tid end natur- og landbrugskommissions arbejde, men så må lovgivningen nulstilles, indtil de internatioanle resultater foreligger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen fællesdans

Begge parter er enige om, at mødet gik godt, og at de arbejder på at nå samme mål - det vil sige bedre forhold for landmændene. Uenigheden går udelukkende på, hvordan man henvender sig til politikere og omverdenen. Bæredygtigt Landbrug vil agere her og nu - landbrúget har ikke tid til at vente, og foreningen synes, at Landbrug & Fødevarer allerede har brugt 20 år på at løfte opgaven.

- Med mødet i dag har vi fundet ud af, hvordan Landbrug & Fødevarer vil arbejde fremover. Jeg kan ikke umiddelbart se et nært samarbejde mellem os. Vi er en meget lille organisation og arbejder meget hurtigt - det vil de ikke, forklarede Flemming Fuglede Jørgensen og understregede, at han havde håbet på, at Landbrug & Fødevarer ville overtage Bæredygtigt Landbrugs linie og dermed overflødiggøre foreningen. Den har kun en berettigelse, så længe der er landmænd, der er uenige med Landbrug & Fødevarer.

Flemming Fuglede Jørgensen er overbevist om, at politikerne vil lytte til Bæredygtig Landbrugs krav om at nulstille lovgivningen. Alt andet vil være et nederlag for foreningen.