I slutningen af april vil det vise sig, om de teknologiske og økonomiske ambitioner for at etablere verdens første fuldskala-fabrik til produktion af bioethanol baseret på halm er bæredygtig.

På det tidspunkt forventes analyserne for Maabjerg Energy Concept, som bioethanol-projektet ved Holstebro hedder, at være klar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det oplyser Maabjerg Energy Concept på sin hjemmeside.

Hvis tallene holder, kan anlægget, som de lokale forsyningsselskaber og DONG Energy sammen står bag, stå driftsklart om fire år.

Industriel symbiose

Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrations Program (EUDP), der støtter udvikling af ny teknologi, som kan bidrage til at gøre Danmark fri for fossil energi i 2050, har givet tilsagn om støtte på op til 9,8 millioner kroner til udvikling og forprojektering af den kommende bioethanolfabrik.

Bestyrelsesformand for EUDP, Torkil Bentzen, ser Maabjerg Energy Concept som et enestående koncept.

- Der er tale om en industriel symbiose, hvor overskudsvarme og restprodukter fra én proces kan udnyttes i en anden og dermed skabe en bedre driftsøkonomi. Det er samtidig det første fuldskala-anlæg af sin art, som - hvis det lykkes - er et kæmpeskridt fremad mod uafhængigheden af de fossile energikilder.  Og så skabes der vækst og arbejdspladser både lokalt og i de danske teknologivirksomheder - det er helt unik dansk teknologi, siger Torkil Bentzen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Støtten fra EUDP udgør cirka en fjerdel af projektets samlede budget for den første fase. Formand for styregruppen i Maabjerg Energy Concept Jørgen Udby er meget tilfreds.

- Vi betragter det som en blåstempling, og det er vi naturligvis stolte af. Det har også stor værdi for lokalsamfundet, som håber, at Maabjerg Energy Concept vil skabe en masse arbejdspladser, siger Jørgen Udby, der også er administrerende direktør for varmeforsyningsselskabet Vestforsyning A/S.