Abonnementsartikel
Lind & Kruse A/S er tilbage som forhandlere efter ni års pause – Jens Lind har med Lars Teglgaard Jensen fået ny forretningspartner
Den 1. april bliver skiltene med Horsens Maskiner pillet ned fra bygningerne på Industriparken 3 i Bredsten og erstattet af helt nye med skriften ”Lind & Kruse A/S”.
Men faktisk er Lind & Kruse ikke helt retvisende, hvis man ser makkerparret bag virksomheden. For Kruse er ikke med længere, men derimod har Jens Lind fået Lars Teglgaard Jensen med som forretningspartner i maskinhandlen, der har Case IH, Case Construction og Kverneland som hovedmærkerne i salgsafdelingen.
- Naturligvis er der også andre mærker involveret, især de mindre maskiner til have og vej. Men vi satser på få store hovedforhandlinger, og så ellers den gode service, som jeg ved, vi er kendt for, fortæller Jens Lind.
Lind & Kruse er stærkt tilbage
Sammen med den tidligere partner, Niels Jørgen Kruse, startede han virksomheden tilbage i 1985 i egne bygninger - og siden 1992 har Jens Lind været eneejer af virksomheden. Men i 2003 solgte han alle maskinhandlens aktiviteter til Maskinpartner - dog fortsatte Lind & Kruse A/S som ejer og udlejer af bygningerne.
Senest har Horsens Maskiner huseret i bygningerne med en Bredsten-filial. Men nu vender Lind & Kruse altså tilbage. Endda stærkt tilbage, mener Jens Lind, der selv føler, at han med Lars Teglgaard Jensen har fået den helt rigtige partner, som kan være med til at skabe grobund for en fornuftig forretning fremadrettet.
- Desuden har Lars den rigtige alder til at se virksomheden i et længere perspektiv. Det ligger lidt i kortene, at jeg vil trække mig tilbage om fem-syv år, hvor Lars så vil køre forretningen videre på egen hånd, siger Jens Lind, som selv bor i Bredsten.
Et velfungerende team
Lars Teglgaard Jensen er uddannet landmand og fra Give, hvor han driver et landbrug sammen med sin far. De seneste 15 år har far og søn desuden drevet en større vognmandsforretning. På et tidspunkt havde de 50 biler kørende.
- Men det er altså afviklet nu, så jeg har fået frigivet tid og ressourcer til at kaste mig over dette spændende projekt med maskinhandlen, fortæller Lars Teglgaard Jensen.
Selvom branchen er hård, så går de fremtiden i møde med sindsro.
- Vi har overtaget otte mand fra Horsens Maskiner, som heldigvis valgte at blive hos os i stedet for at rejse hjem til Horsens. De er alle meget kompetente, så det er vi rigtig glade for – ja faktisk var det nok en forudsætning for, at det kunne lykkes, fortæller Lars Teglgaard Jensen.
Han har efter egne oplysninger altid haft det godt med at handle, selvom det fortrinsvis har været med små maskiner, biler og den slags. Nu fuldfører han en gammel drøm om at gøre handel til sin primære levevej.
- Det bliver utroligt spændende, og jeg glæder mig meget til at komme rigtigt i gang. Jens og jeg har forskellige kompetencer. Vi supplerer hinanden godt, og sammen er vi et stærkt team, fastslår han.
Lars Teglgaard Jensen har titel af administrerende direktør i Lind & Kruse A/S, mens Jens Lind er salgsdirektør.