Hvis antibiotikaforbruget i de danske svine-, kvæg- og fjerkræproduktioner for alvor skal ned, så skal man gå efter producenternes pengepunge.

Det mener Frank Møller Aarestrup, professor ved DTU og ekspert i antibiotikaresistens, som nu foreslår, at man kan lægge en skat på landmændenes antibiotikaforbrug. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror, at en beskatning af antibiotika vil være et utrolig effektivt redskab, hvis man vil reducere forbruget. Producenterne vil gå efter alternative løsninger, hvis det begynder at koste mere at bruge antibiotika i hverdagen, siger Frank Møller Aarestrup til altinget.dk.

Meldingen kommer efter, fødevareminister Mette Gjerskov (S) tidligere på ugen udtalte, at hun forventer stramninger på området, når veterinærforliget skal genforhandles inden sommer.

Gjerskov: Ingen aktuelle planer om skat

Forslaget møder dog ikke den store opbakning hos fødevareministeren, som ikke har nogen "aktuelle planer" om at lægge skatter og afgifter på brugen af antibiotika.

- Vi har i dag en ret restriktiv antibiotikapolitik i Danmark, og jeg ser ikke noget behov for nye skatter og afgifter. Men det er ikke ensbetydende med, at vi stopper der, og mit budskab til landmændene er, at vi bliver ved med at stramme, hver gang vi bliver klogere. For antibiotikaresistens er en stort problem, som vi bliver nødt til at bekæmpe, siger hun til altinget.dk.

Heller ikke Videncenter for Svineproduktion bakker op om forslaget. Direktør Nicolaj Nørgaard mener, at en beskatning vil være problematisk, fordi den også vil påvirke de producenter, som ikke bruger for meget antibiotika i den daglige produktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter min opfattelse har vi aldrig haft et så grundigt og velovervejet forbrug af antibiotika, som vi har i dag. Men en beskatning vil også ramme de producenter, som har et fornuftigt forbrug af antibiotika, og derudover kan man risikere, at man får skabt et marked for illegal antibiotikaimport, siger Nicolaj Nørgaard til altinget.dk.