Kønssorteret sæd accepteres ikke i de danske principper for økologi. Det ønsker otte ud af ti økologiske mælkeproducenter at lave om på. Det fortalte Ole Sørensen, formand for mælkeudvalget i Økologisk Landsforening ved foreningens generalforsamling fredag.

De forskellige EU-medlemslande tolker ikke reglerne om kønssorteret sæd ens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I EU's økologiregler står der ikke noget konkret om kønssorteret sæd. Reglerne siger blot, at økologisk avl skal være baseret på naturlige metoder, dog er insemination tilladt. Hvor Danmark tolker det som et forbud, bliver reglerne tolket modsat i lande som Sverig, Finland og Storbritannien.

- Vi bliver nødt til at lytte til vores medlemmer. Vi har derfor bedt NaturErhvervstyrelsen om at afklare brugen af kønssorteret sæd i økologisk kvægbrug, siger udvalgsformanden.

Økologisk Landsforening har desuden sendt en forespørgsel til kommissionen.

- Vi har behov for at få en afklaring af EU's regler på området, siger Ole Sørensen.

Hvis kønssorteret sæd bliver godkendt til brug i Danmark, kan det være en del af løsningen på problemet med jersey-tyrekalve, som aflives kort efter kælvning.