Abonnementsartikel
Import af ucertificerede, finske smågrise til Sverige vækker harme blandt de svenske svineproducenter
Det svenske slagteri Scan har hentet et hold smågrise i Finland til opfedning i Skåne med det formål at holde produktionen på slagteriet i gang. Den hjemlige smågriseproduktion kan nemlig ikke følge med efterspørgslen på svinekød. Det beretter svenske Jordbruksaktuellt.
Dermed bryder Scan den aftale, som slagteriet sammen med de øvrige, svenske slagterier for to år indgik med landets svineproducenter om certificering af leverandørerne.
Aftalen går ud på, at slagterierne kun vil modtage dyr fra certificerede bedrifter, hvilket især handler om særlige krav til dyrevelfærd. Krav, som finske bedrifter ikke er underlagt.
Mattias Espert, der er viceformand i de svenske svineproducenters forening, Sveriges Grisföretagare, betegner Scans handlemåde for uacceptabel og tilføjer:
- Jeg tror ikke, at SLS (Scans indkøbsfirma, red.) har gjort dette for at ødelægge certificeringen. Jeg tror, at det skyldes ubetænksomhed at de nu har importeret smågrise, siger han til Jordbruksaktuellt.