Kverneland Group fik et overskud (EBITDA) i fjerde kvartal på 2,3 millioner euro sammenlignet med 1,9 millioner euro i samme periode 2010. Det er koncernens næstbedste fjerde kvartal i 10 år.

Det skyldes blandt andet, at ordreindgangen steg med 25 procent i forhold til fjerde kvartal i 2010.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samlet set præsterede koncernen et overskud på 23,8 millioner euro i 2011 - et betydeligt bedre resultat end i 2010, hvor Kverneland Group måtte nøjes med et overskud på 4,7 millioner euro.

Også i det samlede regnskab kan man se betydeligt forskel på ordreindgangen i 2010 og 2011. Det seneste regnskab viser en ordreindgang på 485,6 millioner euro, hvilket er 35 procent - eller 61,3 millioner euro - mere end sidste år.

Koncernen har positive forventninger til 2012.

- Den generelle prisstigning på landbrugsprodukter medvirker til en større optimisme i branchen. Tendensen til, at også produktionsomkostningerne er større, har ikke vejet tungere end effekten af de højere priser på korn og mælk, skriver Kverneland Group i årsberetningen.

Bestyrelsen noterer sig dog, at man fortsat skal holde øjnene åbne for risikoen for økonomisk tumult og konsekvenser deraf.