Højere udbytter og mindre risiko for manganmangel får stadig flere landmænd til at overveje at placere handelsgødning i forbindelse med såning af vårbyg. En række spørgsmål trænger sig dog på: Kan man blot hælde gødning i såkassen på såmaskinen sammen med udsæden? Svider gødningen planterne, hvis den placeres tæt på vårbygkernerne i jorden? Hvor stor er gevinsten ved at placere gødning, hvis man i forvejen nedfælder gylle? Hvilken gødningstype skal man vælge, og hvor store mængder skal man køre med?

Størst effekt i tørre forår

En af de konsulenter, der bliver mødt af disse spørgsmål, er Henrik M. Madsen, planteavlskonsulent hos Jysk Landbrugsrådgivning. Han mener, at det med de nuværende kornpriser er oplagt at placere gødning i forbindelse med såning af vårbyg. Både fordi forsøgene har vist, at placeringen af gødningen øger udbyttet eller giver mulighed for at omfordele kvælstof fra vårbyggen til de øvrige afgrøder på ejendommen - og fordi placering af sure gødninger som svovlsur ammoniak kan afhjælpe manganmangel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Set over en årrække giver placering af gødning i forbindelse med såning et merudbytte på et til tre hkg, og i tørre forår kan merudbyttet endda være betydeligt større, siger Henrik M. Madsen.

Forklaringen på de højere udbytter i tørre år er ifølge planteavlskonsulenten, at vårbyggen kort efter spiringen får fat i handelsgødningen.

- Det giver en hurtig rodudvikling, og på de ejendomme, hvor der er nedfældet gylle, vil de fremspirede rødder i løbet af kort tid komme ned til gyllen. Især på de lette sandjorde er det helt tydeligt at se, at det giver en væsentlig kraftigere buskning og dermed også grundlag for at høste højere udbytter, forklarer Henrik M. Madsen.

Læs hele artiklen om fordelene ved at placere gødning i vårbyg i forbindelse med såningen i det seneste nummer af Agrologisk. Der kan bestilles abonnement på www.agrologisk.dk eller på 7620 7920.