Endnu et marked har åbnet sig for specielle dele af danske slagtedyr, skriver Landbrug & Fødevarers organ Food & Culture.

Denne gang er det kreaturerne, der har fået nye interesserede købere, og de er fra Singapore, og det er dele som muler, haler og klove, som i første omgang har fået gang i eksporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Baggrunden for den singaporeanske interesse er, at Danmark har opnået anerkendelsen ”ubetydelig BSE-risiko” fra OIE, World Organisation for Animal Heatlh.

- Singapore er kun interesserede i dyr, som man kan dokumentere er både født, opvokset og slagtet i Danmark. Genåbningen for import af dansk oksekød er derfor både en cadeau til både dansk landbrug og de danske myndigheder, for man skal huske på, at Singapore er et land, der har orden i tingene og stiller ekstremt skrappe krav, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Ole Meland. 

Kinesere spiser det, vi smider ud

Ole Meland vurderer, at der formentlig være et stort marked for produkter, som danskere ikke er meget for at sætte tænderne i. 

- Der bor mange kinesere i Singapore, og for dem er affaldsprodukter som haler, muler og klove jo delikatesser, som de betaler det samme for, som vi gør for mørbrad. I Europa er der ingen, der gider spise restprodukterne. De ender som hundefoder og i værste fald taber vi penge på affaldet, mens det på et kinesisk middagsbord er noget af det mest eftertragtede, man kan forestille sig, siger Ole Meland. 

På sigt kan Ole Meland sagtens se Singapore som en port til resten af det asiatiske marked for dansk oksekød. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når først Singapore har fået øjnene op for dansk oksekød, er jeg ikke i tvivl om, at det også vil sprede sig til resten af regionen. Singapore er med sine små fem millioner indbyggere måske ikke et kæmpe marked, men det er med sin forholdsvis rige og mangfoldige befolkning et sted, hvor mange tendenser starter, siger Ole Meland.