Årlig modtagelse af spildvandsslam på 50 hektar i de seneste syv år ville have givet en bedrift en indtægt på næsten 700.000 kroner i arealtilskud og sparede næringsstoffer. Så kontant lød meldingen fra miljøfaglig konsulent i HedeDanmark, Erik E. Olesen, da han for nylig havde et indlæg om brug af spildevandsslam som gødning på markerne.

Budskabet blev spredt på et møde i Gefion, der havde kaldt landbrugslederne til et efterårsseminar på Sørup Herregård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange af de fremmødte var dog skeptiske, men Erik E. Olesen fastholdt, at der ikke er nogen grund til bekymring for miljøfremmede stoffer og medicinrester.

- I Danmark har vi nogle af verdens skrappeste regler for spredning af spildevandsslam, og myndighederne er overvejende positive over for at genbruge restprodukter på denne måde, sagde han.

WC-papir på markerne ?

Et af spørgsmålene fra forsamlingen handlede om, hvorvidt man kunne risikere at finde engangsbleer og wc-papir på markerne.

Til det svarede Erik E. Olesen, at spildevandet bliver renset og filtreret ude på renseanlæggene, hvorved der fremkommer et homogent produkt.

- Visse steder bliver slammet endda hygiejniseret ved en temperatur på 70 grader i 60 minutter for at sikre et slutprodukt uden mikroorganismer. Spildevandsslam er faktisk ifølge Miljøstyrelsen rent nok til at blive spredt også i drikkevandsområder, tilføjede han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For yderligere at underbygge slammets kvaliteter sagde Erik E. Olesen, at grænseværdierne for nogle af tungmetallerne er skrappere for spildevandslam end de grænseværdier, der er gældende for handelsgødning.

- Desuden analyseres det leverede materiale fire til 16 gange om året for at sikre, at slammet overholder grænseværdierne for tungmetaller og miljøfremmede stoffer.

Erik E. Olesen nævnte også de stigende priser på næringsstoffer som incitament til at se mere positivt på slammets egenskaber som gødningsmiddel.

Afstemme indholdet

HedeDanmark håndterer restprodukter med forskellig sammensætning af næringsstoffer, og i den forbindelse pointerede Erik E. Olesen vigtigheden af at afstemme restproduktet med de næringsstoffer, som ens jord mangler.

Desuden repeterede han de generelle retningslinjer for spredning af slam, hvilket vil sige, at der blandt andet ikke må spredes forud for høst af fortærbare afgrøder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Primært spredes slam forud for korn- og frøafgrøder til modenhed.

Erik E. Olesen tilføjede, at slammet også tilfører organisk materiale til jorden, hvilket i nogen grad kompenserer for fjernelse af halmen.

Tilskuddet for at modtage slam er afhængig af årstid og geografi, men generelt er tilskuddet faldende på grund af stigende efterspørgsel.

Erik E. Olesen vurderer, at værdien af at modtage spildevandsslam i øjeblikket udgør knap 2.000 kroner pr. hektar når arealtilskud og næringsstofværdi indregnes.

Kvælstoffet i spildevandsslammet skal udnyttes med 45 procent i gødningsregnskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er 15 år siden, HedeDanmark begyndte at håndtere spildevandsslam og organisk affald. I dag er virksomheden landets største aktør på disse områder.