Abonnementsartikel
Der er lovende toner i regeringens program for EU-formandskab, mener Landbrug & Fødevarer
Regeringen fremlagde fredag sit arbejdsprogram for det danske EU-formandskab, og Landbrug & Fødevarer er glade for, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes hold prioriterer reformen af den fælles landbrugspolitik.
For her ligger muligheden for at løse store udfordringer i forhold til sundhed og bæredygtig udvikling via vækst, mener L&F:
- Landbrugspolitik skal være vækstpolitik. Når der stilles grønne krav til landmænd, skal det ske på en vækstfremmende måde, hvor landmændene får mulighed for at skabe en forretning ud af de bæredygtige tiltag - og derved skabe arbejdspladser. Samtidig skal det ske med respekt for de miljøtiltag, der allerede er gennemført, siger Carl Aage Dahl, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.
Ens regler i alle EU-lande
Regeringen lægger dog også op til at indarbejde grønne væksttiltag på flere politikområder og dermed skabe flere grønne jobs. Men det må ikke stække virksomhedernes konkurrenceevne, lyder det fra direktøren:
- Bæredygtige væksttiltag må ikke skade virksomhedernes vækst og mulighed for at skabe jobs. Det indre marked skal virke, og der skal skabes ens konkurrencevilkår, siger Carl Aage Dahl.
- Derfor vil jeg appellere til regeringen om, at EU-reglerne implementeres ens i alle medlemslande. Samt at der bliver lavet globale klimaaftaler, så de europæiske fødevarevirksomheder kan styrke konkurrenceevnen. Vi skal sikre virksomhederne en stærk position på de globale markeder.
Kampen om landbrugsstøtten
Landbrug & Fødevarer ser samtidig positivt på regeringens signaler om at kæmpe for Danmarks andel af EU-budgettet, herunder landbrugsstøtten.
- Vi er bekymret for, at landbrugsstøtten siver fra effektive, miljø- og klimavenlige landbrugsproduktioner som den danske - til fordel for mindre effektive landbrug i Øst- og Sydeuropa. Derfor er jeg begejstret for, at det danske formandskab vil kæmpe for den danske landbrugsstøtte, siger Carl Aage Dahl.