Det kan godt se ud til, at den danske stat vil træde ind som hovedaktionær og overtage magten i den kriseramte Vestjysk Bank. Det skriver Børsen.

Banken har statslige garantier for 7,8 milliader kroner, som er blevet brugt til at udstede statsgaranterede obligationer i forbindelse med bankpakke II. Desuden har staten indskudt hybridkernekapital i Vestjysk Bank for over 1,4 milliarder kroner. Netop det åbner muligheden for, at staten kan sætte sig på mere end 50 procent af aktierne i Vestjysk Bank.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bankens aktiekurs er faldet med over 50 procent det seneste halve år, så den samlede børsværdi nu er nede på 240 millioner kroner.

Børsværdien skal sættes i forhold til, at staten til enhver tid kan konvertere op til 332 millioner kroner af den indskudte hybride kernekapital til aktier, hvis banken ikke overholder solvenskravet, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er en nærliggende risiko for det. Dermed kan staten gennem en konvertering komme til at eje mere end 50 procent af aktierne.

Økonomisk fornuftigt at konvertere

- Staten har to muligheder. Enten af konvertere og sætte sig på bankens ledelse og få indflydelse eller lade det sejle i sin egen sø. Det sidste har staten nok ikke lyst til. Og ved at konvertere den hybride kernekapital til aktier stiller staten sig ikke forfærdeligt meget ringere økonomisk, fordi den hybride kernekapital i forvejen er langt nede i kreditrækkefølgen. Det kræver netop en konvertering for at komme til fadet og få indflydelse, siger Morten Samuelsson, der er advokat og tidligere professor på Copenhagen Business School, til Børsen.

Han vurderer, at der er en god portion fornuft i, at staten nu vil ind og være hovedaktionær. Rent juridisk vil det også være uden de store problemer, vurderer han.

- Hvis Finanstilsynet skønner, at banken er ude at svømme, og tilsynet siger, at banken er så meget ude at svømme, at betingelserne for en konvertering er opfyldt, så tror jeg ikke, at man kan anfægte, at der kan konverteres, siger Morten Samuelsson og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Midt i de mange begreber, der lyder meget indviklede, så er der jo en gang sund fornuft i det her. Det er klart, staten gerne vil tættere på, når den har så mange penge til gode.

Den 20. december 2011 tvang Finanstilsynet Vestjysk Bank til nye nedskrivninger. Det var især på bankens landsbrugskunder, hvor der blev nedskrevet over en halv milliard kroner. Dermed er bankens samlede nedskrivninger på cirka en milliard i 2011.