Abonnementsartikel
Efter tre sæsoner med højpræcis autostyring via GPS og RTK vil folkene på Tipsmark Maskinstation ikke undvære den nye teknik
For tre år siden fik indehaverne af Tipsmark Maskinstation ved Struer, Erik og Karl Loftager, installeret RTK autostyring af mærket Leica mojoRTK på en Fendt-traktor. Efter at have vænnet sig til at arbejde med det nye grej måtte de to erkende, at autostyring med GPS slet ikke er til at undvære. Hvorefter han gik ud og købte to anlæg mere til maskinstationens andre Fendt-traktorer.
- Vi sparer både tid og penge med autostyringen. Og flere kunder efterspørger præcisionskørsel til nedfældning af gylle og til såarbejdet. Med en afvigelse på maksimalt fem centimeter kan vi være sikre på, at såning og nedfældning er præcis, fortæller Erik Loftager og tilføjer, at Tipsmark Maskinstation selv driver 400 hektar med korn og frø.
Færre overkørsler, mindre forbrug af udsæd og højere hastighed er blandt de fordele, som følger med den nye teknologi.
- Og groft sagt kan hvem som helst sættes til at trække stubharven, for med autostyringen slået til bliver der intet overlap. Det sparer både tid, slid og brændstof, siger Erik Loftager.
Styrer via Canbus
Selve enheden passer lige ind i det hul, hvor traktorens radio plejer at sidde. MojoRTK har derfor både radio og stik til MP3-lyd. Den styrer traktoren via Canbus-stikket, og to GPS-antenner på taget holder styr på traktorens position. Et GSM-modem i mojoRTK'en modtager via mobilnettet de informationer, der sikrer, at traktoren kører præcis dér, hvor den skal.
- Ved hjælp af signaler fra den krængningssensor, der følger med i monteringssættet, kompenserer mojoRTK for den vinkel, som traktoren får, når den kører på skråninger eller trækker en plov, siger Jesper Meier.
Den enkle montering i traktoren betyder også, at man kan nøjes med at anskaffe en enkelt mojoRTK, der så kan flyttes over i andre traktorer. Det kræver dog ifølge Jesper Meier, at disse er udstyrede med GPS-antenner og krængningssensorer. Og at der skal laves en ny kalibrering.
- Umiddelbart er mojoRTK klar til montering i traktorer fra MF, Fendt og Challenger. I John Deeres traktorer skal 2600-skærmen programmeres til at arbejde sammen med mojoRTK, og her opkræver fabrikanten et gebyr for at udlevere koderne, siger han.
Montering er ikke inkluderet i prisen for anlægget, men Jesper Meier mener, at mange kunder selv vil kunne stå for monteringen.
Mindre anstrengende hverdag
Teknikken betyder også, at traktorførerens hverdag bag rattet bliver mindre anstrengende. Maskinfører og mekaniker Torben Olesen er nu frisk, selv efter en lang dags arbejde i marken.
- Tidligere var jeg helt splittet ad efter et par ugers såarbejde. Efter at vi har fået mojoRTK slapper jeg mere af og kan let køre et par timer mere om dagen, fortæller han. Det er nu tredje sæson, Torben Olesen kører med såmaskinen, en seksmeter Väderstad Rapid.
MojoRTK husker op til 100 forskellige spor, og derved kan man altid vende tilbage til et spor, som man har forladt.
- Det har betydning, når man for eksempel arbejder i en vinklet mark og vil over den midterste forager til sidst, forklarer Torben Olesen. Desuden gemmer MojoRTK data, så man kan arbejde i faste kørespor.
Han synes, det er nemt at indstille anlægget til det arbejde, der skal foretages. Arbejdsbredden skal indstilles, og derefter kører man maksimalt 30 meter i den linie, der skal kører efter og så er anlægget på rette spor.
Men opstår der problemer eller er man lidt usikker på den nye teknik, er der hjælp at hente on-line. Leicas forhandler i Norden, Datalogisk A/S, kan nemlig gå ind i brugernes autostyring og rette eventuelle fejl. Med til abonnementet hører også fysisk assistance til reduceret pris, hvis hardwaren skulle svigte.
- Hjemme på kontoret eller hvor servicemontøren nu opholder sig, kan han logge sig ind på brugerens traktor, hvor han får en række oplysninger om traktoren og signalstyrken. Montøren vil i de fleste tilfælde kunne rette problemet via telefonsupporten, forklarer salgs- og markedschef Troels Gert Nielsen fra Datalogisk A/S, der er den nordiske forhandler af MojoRTK.
Med på en kigger
Salgschef Jesper Meier fra Leica Geosystems forklarer, at man via kort fra Google også kan fysisk kan se, hvor den nødstedte traktor befinder sig.
- Det er selvfølgelig sådan, at det er kun, når kunden anmoder om hjælp, at vi er med på en "kigger", understreger han.
GPS-signaler fra satellitter er i sig selv ikke særlig præcise, men når disse kombineres med signaler fra RTK-basestationer rundt om i landet, opnår man den høje grad af præcision.
- Der vil altid være fem basestationer i nærheden af kundens anlæg, og de sender data fra traktoren til en centrale computer i Herlev. Her behandlers data og via mobilnettet sendes informationer tilbage til mojoRTK'en i traktoren, uddyber Jesper Meier, der har en baggrund som landmåler. Netop landmålere har i mange år arbejdet med højpræcisions-GPS, hvilket nu kommer landbruget til gode.
Salgskampagne til september
Troels Gert Nielsen oplyser, at en kampagne er på trapperne, hvor priserne har fået et pænt hak nedad.
- Vi lancerer en standardpakke, hvor kunden får en mojoRTK-enhed inklusive den nye skærm mojo3D til 95.000 kroner.
Han fortæller, at skærmen alene koster godt 22.000 kroner, og med en kampagnepris på 79.000 kroner for selve autostyringsenheden er der knap 20.000 kroner at spare ved at vælge standardpakken i forhold til tidligere.
Moms og montering er ikke med i prisen, og dertil kommer så selve abonnementet, der dækker afgifter til signaler, GSM-abonnement og serviceaftaler.
- Det årlige abonnement koster 9.600 kroner plus moms, og beløbet dækker RTK-signal og mobilsignal. Desuden får man hotline-support og rabat på servicebesøg og mulighed for opkobling til fjernbetjent support. Desuden er der rabatter at hente, hvis man køber flere anlæg, siger Troels Gert Nielsen.