Efter at have bjærget flere end 15.000 halmballer i år kan Hans Christian Jeppesen fra Brørup Maskinstation ved Lemvig konstatere, at investeringen i de seks samlevogne har været alle pengene værd.

- Ved at samle ballerne bruger vi mindre brændstof. Vi sparer tid, og der kommer færre køreskader på marken, siger han og tilføjer, at samlevognene altid spændes efter firmaets ballepressere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder da også, at kunderne skal give lidt ekstra, når vi kører og presser for dem, men de cirka fem kroner pr. balle, som kunden skal give, er hurtigt tjent ind, siger Hans Christian Jeppesen og henviser til svineproducenten Kristen Sørensen, som han har presset for igennem mange år.

Sparer et minut pr. balle

Kristen Sørensen har sammen med chefrådgiver Flemming Hedegaard fra Byggeri & Teknik I/S regnet ud, at han sparer cirka et minut pr. balle, når ballerne først er blevet samlet med samlevognene.

Det betyder, at Kristen Sørensen, der årligt samler omkring 1.400 bigballer, sparer omkring 25 timer på halmbjærgningen. I kroner og ører svarer det til en besparelse på 12.500 kroner pr. år svarende til ni kroner pr. balle.

- Vi samler ballerne i kanten eller på tværs af marken eller hvor det nu er nemt at komme til dem, når de skal læsses. Denne samleteknik betyder også, at ballerne aldrig havner i forageren eller andre steder, hvor de ligger i vejen, fortæller Hans Christian Jeppesen.

Han indrømmer, at der bliver langt fra traktorens kabine til samlevognen, når den er spændt efter presseren. Det kræver, at føreren har et godt overblik for at ballerne kommer til at ligge på de rigtige steder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brørup Maskinstations vogne kommer fra Fasterholt, og de første blev købt i 2002. Vognen, kaldet QB3, er enakslet med hydraulisk styring og har plads til tre baller. Med et hydraulisk drevet transportbånd kan chaufføren fra kabinen læsse ballerne af.