Abonnementsartikel
Jemas Dry Pit-system har efter et par år på markedet vist sit værd, når man skal undgå fugtige forhold i påslaget
Jema Agro A/S lancerede i 2008 en ophængt stålkorngrav, som dels skal forhindre, at transportøren i bunden af korngraven samt korn i påslaget bliver skadet af fugt, og dels skal gøre det muligt at servicere transportøren uden først at være tvunget til at tømme påslaget.
Lanceringen fandt sted før krisen satte ind i efteråret 2008, og netop krisen er ifølge Torben Jepsen fra Jema, medvirkende årsag til, at systemet endnu kun har vundet begrænset udbredelse i Danmark, selv om mange er interesserede i systemet.
- Der er endnu ikke så mange anlæg herhjemme, men vi har solgt en del på eksportmarkederne, og nogle af anlæggene har nu fungeret i to sæsoner, fortæller han.
Derfor tør han også konkludere, at systemet lever op til de intentioner, der lå bag udviklingen.
Ingen vand i bunden
- Dry Pit fungerer helt anderledes end traditionelle korngrave, idet det er frithængende. Påslaget bliver båret på profiler, dér hvor risten sidder, forklarer Torben Jepsen.
Han understreger, at det er det eneste sted, påslaget har kontakt med betonvæggen.
- Det betyder, at det vand, der altid trænger ind gennem beton, eller det vand, som trænger ned ovenfra ikke kommer i forbindelse med hverken korn, fodermidler eller transportør, siger Torben Jepsen.
- Normalt vil vand i en korngrav ligge ved transportøren, som dermed i perioder kommer til at ligge og søbe i vand. Med Dry Pit-systemet hænger transportøren cirka 15 centimeter over betonbunden og holdes dermed tør, tilføjer han.
Når transportøren ikke ligger i fugt eller vand, får den i praksis også længere levetid, og når der ikke er fugt i bunden, så ligger der heller ikke korn- eller foderrester, som bliver muggent og kan forurene rene varer.
Plads til at servicere
Torben Jepsen forklarer, at det, man gør i praksis, er, at man støber en kasse med en pumpebrønd, så vandet kan pumpes væk, hvis der kommer vand ind. Her ophænges påslaget, og det er desuden muligt at komme ned ved siden af det og udføre service omkring det, eksempelvis når lejerne i transportøren skal serviceres.
- Det er en stor fordel sammenlignet med en traditionel korngrav, for hvis der opstår problemer med transportøren, er det normalt nødvendigt at suge graven tom, før man kan komme ned til transportøren, og så er der i øvrigt alligevel ikke ret meget plads at arbejde på, siger Torben Jepsen.
- Problemerne opstår jo næsten altid, når et påslag er helt eller halvt fyldt, tilføjer han og fortæller, at serviceelementet var et sekundært punkt ved udviklingen af Dry Pit. Men det er en væsentlig produktfordel, siger han.
Op til 150 ton pr. time
Dry-Pit passer til transportører med en kapacitet fra 40 ton pr. time op til 150 ton pr. time. Den fremstilles i ni forskellige størrelse fra 12 til 48 kubikmeter, og da det giver relativt små step imellem de forskellige størrelser, er der ifølge Torben Jepsen altid en standard-model, som passer til kundens behov.
- Normalt siger vi til kunderne, at det her har vi, og så fremlægger vi vores program, men hvis der er særlige ønsker, så kan vi også lave det, siger Torben Jepsen.
Fra starten kunne man for eksempel ikke få Dry Pit med sidesnegl og elevator, men det er siden blev en del af programmet.
Ifølge Torben Jepsen opstilles normalt ikke i eksisterende korngrave, men opstilles i forbindelse med nye anlæg.
Som Ikea-samlesæt
Torben Jepsen kalder Dry Pit den teknisk set rigtige løsning, og fremhæver, at det ikke en gang er den dyreste løsning på markedet.
Han fremhæver også, at systemet har en stor fordel, når det skal sendes fra fabrikken, fordi det leveres i form af plader, der blot skal boltes sammen. Det betyder, at det er billigt at transportere. Og det er nemt at samle. Torben Jepsen nævner et eksempel fra en maskinstation, hvor to medarbejdere opstillede anlægget i løbet af et par dage.
- Det er relativt enkelt at montere, og vi har udarbejdet en overskuelig vejledning inspireret af lego- eller Ikea-vejledninger, siger han.