Det kan forringe kreditvurderingen af flere tusinde danske landmænd, hvis slagterikoncernen Danish Crown gør alvor af planerne om børsnotering eller salg af dele af selskabet til eksterne investorer. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Landmændene er i dag ejere af andelskoncernen Danish Crown, som årligt slagter, forarbejder og sælger omkring 16,5 millioner grise, som leveres af andelshaverne. 

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Dermed har landmændene sikkerhed for afsætningen og fuld kontrol over hele salgsapparatet. Al den indtjening, der skabes i hele denne såkaldte værdikæde, tilhører landmændene, og størstedelen af indtjeningen er traditionelt blevet udbetalt til landmændene.

Landbrugets styrke

Direktør i Nordea, Anders Jensen, fremhæver den samlede værdikæde som en af dansk landbrugs styrker.

- Ejerskabet af de stærke afsætningsselskaber er fortsat en af landbrugets styrker. Der er en stærk tradition for, at landmændene ejer deres egne bedrifter samt andelsselskaberne. For dem, der skal finansiere erhvervet, er det væsentligt, at der i hele værdikæden er et samlet kapitalgrundlag, som kommer landmændene til gode, understreger Anders Jensen over for Jyllands-Posten.

Anders Jensen understreger, at mulige eksterne medejere af eksempelvis Danish Crown naturligvis vil kræve et afkast af den investerede kapital. 

- Jeg siger bare, at det skal landmændene være opmærksomme på, når de organiserer sig. Det kan dog sagtens være en god måde at tiltrække ny kapital til erhvervet, hvis blot man sikrer, at det ikke påvirker primærbrugenes rammebetingelser negativt.