Flere bestyrelsesmedlemmer i Videncenter for Svineproduktion udtrykker bekymring for planerne om at overlade dele af ejerskabet af Danish Crown til eksterne investorer.

Bekymringen går især på at skulle afgive dele af overskuddet, som hidtil er gået primært til andelshaverne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landmanden kommer til at betale via dårligere afregningspriser. Og sådan som aktiemarkedet ser ud nu med dårlige kurser, kan jeg ikke se, at det er smart at gå over til et A/S. Det er fint nok med vækst i slagteriet, men hvis primærproducenterne dør, nytter det jo ikke nok med et stærkt selskab, siger svineproducent Claus Jørgensen, Hadsund.

- Yderst dårlig forretning

Han får opbakning fra en række af de andre bestyrelsesmedlemmer i VSP.

- Det er en yderst dårlig forretning. Kapitalen bliver dyrere, og det kommer til at koste cirka 30 øre pr. kg at tage aktionærer ind, vurderer svineproducent Peter Kjær Knudsen, Hvalsø, og fortsætter:

- Over for bankerne vil primærproducenterne få dårligere solvens, hvis man er aktionær i stedet for andelshaver. Aktier er omsættelige, og der er ikke længere noget bånd til slagteriet. Med andelsselskabet er der bånd begge veje, og det giver en sikkerhed fra bankernes synspunkt.

Væksten går allerede hurtigt

Flere VSP-folk argumenterer for, at væksten i Danish Crown i forvejen går stærkt, og at det ikke er nødvendigt at speede yderligere op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal ikke køre på baghjul, men vi skal heller ikke altid være trendsættende. Der er ingen grund til at køre i sjette gear, når man sagtens kan følge med i fjerde, siger svineproducent Torben Lundsgaard, Rudkjøbing.

- Hvor hurtigt skal udviklingen gå? Man burde konsolidere sig i stedet for at gå så hurtigt fremad, siger svineproducent Niels Aagaard Jørgensen, Sorø, som er mest bekymret for, at andelshaverne afgiver styring ved at lade eksterne investerer få en del af kagen.

Den holdning deler svineproducent Claus Nørgaard, Hadsund:

- Jeg tror, at svineproducenterne fortrækker at beholde styringen. I mine øjne er der to alternativer til aktieselskabet: Enten sætter man ekspansionstempoet ned, eller også skal svineproducenterne selv betale. Det sidste er en god løsning, men spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre. Der er godt nok ikke favorable forhold for svineproducenterne lige nu, selv om udsigterne er lidt bedre for de kommende fem år, siger næstformand i VSP, Claus Nørgaard.

Ønsker ikke en fællespulje af aktier

Både formand for VSP, Lindhart B. Nielsen, og formand for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, har advaret mod at ændre ejerstrukturen i Danish Crown, og dermed er syv ud af VSP's 12 bestyrelsesmedlemmer skeptiske over for - hvis ikke direkte modstandere af - planerne om at gøre Danish Crown til et A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre bestyrelsesmedlemmer forholder sig neutralt til spørgsmålet.

- Jeg sidder ikke i repræsentantskabet i Danish Crown, og jeg har ikke sat mig nok ind i det. Men min mavefornemmelse siger mig, at man bør lade det blive hos andelshaverne. På den anden side stoler jeg på, at mine kolleger i Danish Crowns repræsentantskab kan tage den rigtige beslutning, siger svineproducent Niels Vestergaard Salling, Jerslev.

Per Brems Jensen ønsker, at strukturændringen skal gennemarbejdes grundigere, før beslutningen tages:

- Jeg er meget modstander af oplægget, som det ser ud nu, hvor aktierne er puljet. Det er ikke heldigt med en fællespulje - leverandørerne skal have deres personlige aktier. Jeg er nødt til at have mulighed for at realisere mine aktier eller tilkøbe flere, alt efter hvad der er godt for min virksomhed, forklarer svineproducent Per Brems Jensen, Skamby.

Tican foretrækker stadig andelsformen

Af VSP-repræsentanterne fra slagterierne, forholder Michael Møller, som sidder i Ticans bestyrelse, sig neutralt til Danish Crown-spørgsmålet, men erklæring sig enig i Lindhart B. Nielsens advarsel mod aktier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lindhart har ret - landmændene bør selv komme med pengene, og det tror jeg også, de gerne vil. I Tican har vi indtil videre sagtens kunnet finansiere vores vækstplaner gennem andelshavernes konsolidering. Nu har vi bare skabt rammerne til at forme et A/S, men vi har ingen konkrete planer om det, fortæller svineproducent Michael Møller, Fjerritslev.

Repræsentant for Danish Crown, Erik Bredholt, er den eneste, der skiller sig ud i forhold til spørgsmålet.

Læs også Bredholt: Der er ikke kapital nok i værdikæden.

Det har ikke været muligt for maskinbladet.dk at få en kommentar fra bestyrelsesmedlem Erik Larsen, Dalmose.