Der er rullet mange røde IH og Case IH traktorer, mejetærskere og ballepressere ud gennem porten hos Axel Kofoed Maskinforretning A/S i Skævinge, siden Axel Kofoed overtog en afdeling af Dalby Maskinforretning den 1. oktober 1976.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det lå oprindeligt i kortene, at skulle være landmand. Men med en ansættelse som salgsassistent hos det daværende Volvo Traktor A/S sidst i 1960’erne blev en karriere som maskinhandler grundlagt.

- Efter et år som salgsassistent tilbød Volvo Traktor mig en stilling som distriktschef for hele Danmark, og det tilbud tog jeg imod, beretter han.

Stillingen som distriktschef var meget selvstændig og var med til at modne tanken hos Axel Kofoed om at få foden under eget bord.

Op- og nedture

Tanken blev til virkelighed, da han i 1975 købte sig ind i en maskinforretning i Hillerød. Den trak han sig imidlertid ud af igen allerede året efter. I stedet overtog han den daværende Dalby Maskinforretnings afdeling i Skævinge, som han lige siden har drevet under navnet Axel Kofoed Maskinforretning A/S.

- Det har været 35 år med både op- og nedture, og medarbejderstaben er øget fra tre til 15 personer. I modsætning til så mange andre er vi her endnu og har kunnet notere en stigning i omsætningen her i 2011 efter et par års tilbagegang på grund af landbrugets krise, siger han og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da jeg overtog forretningen her, var der forhandling af IH, som senere blev til Case IH. Case IH er stadig vores hovedforhandling suppleret med diverse mærker indenfor landbrugsmaskiner, fortæller Axel Kofoed.

Mange tillidsposter

Axel Kofoed har i årenes løb bestridt en lang række tillidsposter. I nogle år sad han i hovedbestyrelsen for Danmarks Maskinhandlerforening, og han har stadig plads i bestyrelsen for forsikringsselskabet Lokalforsikring.

For et par år siden stoppede Axel Kofoed næsten som aktiv i partiet Venstre, hvor han har lagt et stort arbejde gennem 35 år. Han har siddet i kommunalbestyrelsen i Skævinge Kommune og har desuden haft sæde i Venstre-bestyrelser på både lokal-, amts- og kredsniveau.